23948sdkhjf

Landskendt par solgte livsværk - nu afslører de fremtidsplanerne

Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen har nu fundet ud af, hvad de skal kaste sig over efter to årtier på Lykkegaard i Tversted

Marskandiser-parret Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen, der i sin tid blev landskendte via deres medvirken DR's "Skattejægerne", langede i efteråret den sidste dekorerede kaffedåse over disken på Lykkegaard.

Efter to årtier sagde parret farvel til kunderne i laden i Tversted og flyttede i stedet ind i en nu totalrenoveret bolig i kystbyen.

Men med en afskedssalut om, at man nok ikke havde hørt det sidste til dem - og det viser sig nu at holde stik:

De har således købt firmaet "Angela B", som er et grossistfirma, der importerer mange af de produkter, der også har været solgt på Lykkegaard.

- Det er noget, vi har arbejdet på et stykke tid - og aftalen faldt på plads lige før jul, fortæller Jens Guldsmed-Thomsen til Nordjyske om købet af firmet, som de overtager fuldt ud 1. juni.

Skal ikke åbne 100 dage i streg

Firmaet sælger blandt andet viskestykker, babytøj, bamser og håndsæbe - det hele fra britiske selskaber.

- Op mod en tredjedel af sortimentet er sæberne - og det er noget vi selv bruger derhjemme privat, fordi de er produceret på en ordentlig måde, siger Jens Guldsmed-Thomsen.

Der er udelukkende tale om en grossist-virksomhed, hvorfra der skal sælges til butikker og netbutikker i Danmark og Norge - det er med andre ord endegyldigt slut med at sælge direkte til private.

Lager i Tversted

- At køre grossist-firmaet bliver anderledes, end da vi havde Lykkegaard, hvor vi jo i sommerperioden havde åbent 100 dage i streg. Selv om vi nu overtager Angela B., så får vi helt sikkert en roligere hverdag, lyder det fra Jens Guldsmed-Thomsen.

Fakta om Jens og Mads

  • Mads Ejlersen stammer oprindeligt fra Sindal, mens Jens Guldsmed-Thomsen trådte sine barnesko i Bratten mellem Jerup og Strandby
  • De har dannet par siden 1991 og har også rundet sølvbryllupsdatoen med deres registrerede partnerskab
  • De har boet sammen i en periode i København, men siden 2001 har de boet i Tversted.
  • Mads Ejlersen har gennem 42 år haft forskellige stillinger i SAS, inden Lykkegaard kom til at fylde det hele
  • Jens Guldsmed-Thomsen har i mange år haft et konsulentfirma, hvor han løser opgaver med IT og regnskaber for firmaer

I weekenden og mandag har Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen deltaget i designmessen Formland i Herning, hvor de har mødt masser af deres fremtidige kunder.

- Man er ret smadret, når man hver dag skal stå op i ni timer på en messe! Men vi har været i kontakt med mange af vores fremtidige kunder, og har fået en rigtig god fornemmelse i forhold til at skulle drive firmaet, lyder det fra Jens Guldsmed-Thomsen.

I løbet at forsommeren flyttes Angela B.-lageret til Tversted.

Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen solgte Lykkegaard til Elsebeth Gerner Nielsen - der var radikal kulturminister fra 1998 - 2001 - og hendes mand, Søren Nielsen. Ejendommen blev handlet for 3,4 millioner kroner, men foreløbig er den blevet lejet ud til anden side.

Selv er de flyttet ind i en villa fra 1919 på Fyrrevej i Tversted - en villa, som i en lang årrække var beboet af Ingeborg Skaun, tidligere indehaver af badehotellet Tannishus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078