23948sdkhjf

Butiksansatte får ny overenskomst med garanteret arbejdstid

Toårig overenskomstaftale sikrer mere i lønningsposen og gør op med såkaldte nultimerskontrakter

Endnu en overenskomst faldt fredag aften på plads - HK Handel og Dansk Industri har indgået en ny toårig overenskomst for godt 11.000 butiksansatte.

Det oplyser HK Handel i en pressemeddelelse.

Aftalen sikrer en stigning på mindstelønnen og en generel lønstigning på fire procent, og samtidig gør den op med de såkaldte nultimerskontrakter.

Det er kontrakter, hvor der ikke er en garanteret arbejdstid, ingen fast løn og ingen sikret ret til opsigelsesløn eller løn under sygdom.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har landet en aftale, hvor vi får afskaffet nultimerskontrakterne. Det gør, at vi får styrket de ansattes rettigheder og givet dem et sikkert indtægtsgrundlag, siger Mette Høgh, der er formand for HK Handel.

Sikring af timeantal

Helt konkret betyder den nye aftale, at der ved ansættelse altid skal aftales et konkret timetal.

Der etableres også en ny ansættelsesform, der kaldes fleksibel deltidsansættelse.

Her kan unge under 18 år, bijobbere og studerende ansættes i to arbejdsintervaller - enten 8 til 15 timer eller 13 til 20 timer om ugen.

På den måde vil de ansatte altid være sikret minimum det mindste timetal i intervallet.

Dermed får de ansatte vished for, hvad de som minimum vil tjene hver måned, samtidig med at de automatisk bliver omfattet af funktionærloven.

Det betyder, at de derigennem optjener rettigheder som løn under sygdom og længere opsigelsesvarsel.

Inspiration fra større aftale

Aftalen er ifølge HK Handel "stærkt inspireret" af den store butiksoverenskomst, der blev forhandlet på plads med Dansk Erhverv for en uge siden for 150.000 butiksansatte. Også her var opgøret med nultimerskontrakter et hovedpunkt i forliget.

600.000 privatansatte skal i år have nye overenskomster, og de seneste uger er der landet en stribe aftaler.

Aftalerne skulle alle være på plads inden 1. marts for at undgå konflikt. Årsagen til, at der ikke er udbrudt konflikt, er, at forligsmanden har udskudt eventuelle konflikter med 14 dage.

På et tidspunkt beslutter forligsmanden, at der er indgået aftaler nok, og så laves der et samlet forlig. Det sendes herefter til afstemning blandt medlemmerne på begge sider.

Her bliver det så det samlede resultat, der afgør, om det samlede forlig står eller falder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094