23948sdkhjf

Skatteministeriet: Grænsehandlen er stabil

Skatteministeriet offentliggør i dag rapporten Status over grænsehandel 2012, der analyserer omfanget og karakteren af danskernes grænsehandel i udlandet.
Rapporten dækker udviklingen i grænsehandlen i 2010 og 2011 og indeholder desuden et foreløbigt skøn for grænsehandlen i 2012.

Grænsehandlen er ikke steget
I rapporten skønnes danskernes samlede grænsehandel at udgøre 12,1 mia. kr. i 2010 og 9,6 mia. kr. i 2011. Til sammenligning var den samlede grænsehandel i 2009 13,7 mia. kr., mens grænsehandlen, da den toppede i 2005, var 15,6 mia. kr. Den samlede grænsehandel i Danmark i 2010 og 2011 skønnes således at ligge under gennemsnittet for grænsehandlen i de seneste 10 år.

- Når man har fulgt den offentlige debat det seneste år, har man nærmest fået det indtryk, at danskernes grænsehandel er steget som aldrig før, og at danskerne nu køber alle deres varer syd for grænsen. Der må vi bare konstatere: det er ganske enkelt ikke tilfældet. Danskernes samlede grænsehandel i 2010 og 2011 ser faktisk ud til at have ligget et stykke lavere end i de foregående år. Samtidig skal man huske, at danskerne kun handler en forsvindende lille andel af det samlede varekøb på den anden side af grænsen, siger skatteminister Holger K. Nielsen.

Udlændinge handler også i Danmark
Rapporten konkluderer endvidere, at udlændinge handler for et større beløb i Danmark, end danskerne handler for i udlandet, samt at en væsentlig del af forskellen på priserne i Danmark og udlandet skyldes manglende konkurrence herhjemme og ikke højere afgifter.

- Mange tænker ikke over, at udlændinge også handler i Danmark. Og når man lægger danskernes grænsehandel i udlandet sammen med udlændingenes handel i Danmark, så er billedet faktisk, at udlændingene handler markant mere i Danmark, end danskerne handler i udlandet. Det er lidt en øjenåbner, siger skatteministeren.

Grænsehandlen udvikler sig som forventet
For at kunne belyse den seneste udvikling indeholder Skatteministeriets rapport foreløbige oplysninger om grænsehandlen 2012.
På baggrund af disse oplysninger skønnes grænsehandel i 2012 at udgøre 10½ mia. kr. Dette tal er inklusiv den forventede stigning i grænsehandlen med nydelsesmidler som følge af de afgiftsforhøjelser, der blev vedtaget med aftalen om finansloven for 2012. På trods af disse afgiftsstigninger skønnes den samlede grænsehandel i 2012 således fortsat at ligge på det gennemsnitslige niveau i løbet af det seneste årti.

Det får skatteministeren til at understrege, at grænsehandlen i 2012 udvikler sig helt som forventet.

- Når regeringen med finansloven for 2012 vedtog at forhøje en række afgifter på tobak, øl, vin og sodavand, var det blandt andet ud fra en sundhedspolitisk betragtning. Det var vi helt klar over ville påvirke grænsehandlen med nydelsesmidler i et vist omfang. Selvom vi tager de mest mørke briller på, så er billedet for 2012 imidlertid, at den samlede grænsehandel i Danmark ligger på det samme niveau, som den har gjort de seneste 10 år. Grænsehandlen i Danmark er hverken eksploderet eller ude af kontrol, men udvikler sig stabilt og helt på linje med, hvad regeringen havde forventet, udtaler Holger K. Nielsen.

Mere information
Hermed links til den pågældende rapport:
Status over grænsehandel: Hovedrapport 2012
Status over grænsehandel: Bilagsrapport 2012
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096