CEO til en af Danmarks førende leverandører og specialister inden for Workwear
Er din ledelsesstil motiverende, anerkendende og synlig? Er du skarp, når det kommer til kundeansvar og salg? Og har du en solid økonomisk forståelse og et digitalt mindset? Så er det måske dig, der skal gå forrest som spillende træner og samle medarbejderne på Orloff Firmatøjs videre rejse!
30 års erfaring med høj kvalitet og god service
Orloff Firmatøj har i løbet af de seneste 30 år specialiseret sig i totalløsninger inden for arbejdsbeklædning – og med et bredt udvalg af kvalitetsbrands til enhver faggruppe er virksomheden i dag en af Danmarks førende leverandører af arbejdstøj, profilbeklædning, fodtøj og beskyttelsesudstyr til erhvervslivet.
Til at lede, drifte og videreudvikle Orloff Firmatøj og sætte den fremtidige strategiske retning i samarbejde med bestyrelsen leder vi efter en CEO, som har evnerne – og ikke mindst motivationen – til at kaste sig over følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Daglig hands-on ledelse af virksomheden herunder stå i spidsen for ledergruppen med fokus på at samle, støtte, følge op og være rollemodel ift. udvikling og retning
- Professionalisere salgsindsatsen og styrke afdelingscheferne i arbejdet med at eksekvere salgsstrategien
- Udarbejde strategi samt handlings- og implementeringsplaner herunder go-to-market strategier – geografisk og segment-orienteret
- Sikre implementering samt optimal brug af virksomhedens nye digitale platform og webshop samt anvendelse af CRM-system, salgsoverblik og pipeline
- Opbygge og fastholde relationer til nøglekunder og leverandører og deltage i kundemøder
- Deltage og bidrage aktivt til bestyrelsesmøder
- Budgettering og løbende rapportering til ejerkredsen og bestyrelsen
Din dagligdag kommer til at være på kontoret i Odense, men du kan se frem til ugentligt at besøge de øvrige afdelinger i virksomheden. Du refererer til bestyrelsesformand, Henrik Skaanderup, som samtidig bliver en tæt sparringspartner.