23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Nye forbrugerregler åbner døren for snyd

Nye regler for e-handel, som træder i kraft juni 2014, betyder at danske netbutikker skal tage en brugt vare retur. Dansk Erhverv advarer om, at uklarhed i fortolkningen åbner for snyd og svækker e-handlen.

Folketinget har netop vedtaget en lov, der implementerer EU-direktivet om forbrugerrettigheder. Det medfører, at forbrugere får 14 dages fortrydelsesret, når de handler på nettet. I den periode må forbrugerne prøve eller besigtige varen, som man må i en butik. Det er positivt. Direktivet siger dog også, at forbrugerne ikke mister fortrydelsesretten, hvis de har brugt eller ødelagt varen, men i de tilfælde kan virksomheden fratrække et beløb for værdiforringelsen.

Det er dog uklart, hvordan denne værdiforringelse skal beregnes.

”Der er behov for at få skabt klarhed, ellers risikerer vi, at direktivet betyder, at folk, der snyder beskyttes, og at netbutikkerne skal betale penge tilbage for brugte varer, de ikke kan sælge igen. Det vil skade e-handlen og føre til højere priser,” siger Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv.

Politisk enighed om, at man ikke skal kunne bytte brugte varer
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget har et flertal i Folketinget slået fast, at det ikke er meningen, at forbrugerne skal bytte brugte varer. Flertallet har også sagt, at udnyttelsen af fortrydelsesretten ikke skal kunne ske på bekostning af den erhvervsdrivende. Desværre giver lovarbejdet ingen konkret hjælp til e-handelsvirksomhederne.

”Når nu alle tilsyneladende er enige om, at formålet med de nye regler ikke er at åbne for at give forbrugerne ret til at få penge tilbage for brugte varer, så forstår vi ikke, at man ikke har lukket hullet samtidig,” siger Lone Rasmussen, som opfordrer til, at det sker inden loven træder i kraft til sommer.

Konsekvensen vil ifølge Dansk Erhverv være, at netbutikkerne vil være nødt til at kassere varer, som intet fejler. De fleste e-handelsvirksomheder sælger ikke brugte varer, og værdien af en brugt returvare vil være nul kroner.

”Der tales meget om bæredygtighed i disse år, men det er ikke spor bæredygtigt at lave regler, der vil føre til, at gode varer må kasseres. Det er ressourcespild”, siger Lone Rasmussen.

Frygter en stribe forbrugerklager
Dansk Erhverv frygter, at uklarheden vil føre til en skov af klagesager ved Forbrugerklagenævnet, fordi reglerne ikke forklarer, hvornår netbutikkerne kan afvise at betale penge tilbage for en brugt vare, eller hvordan de skal beregne værdiforringelsen.

”Hvis Forbrugerklagenævnet ikke er enig med virksomhedens vurdering, vil det som regel koste virksomheden 8.300 kroner. Vi taler om varer, der har kostet ned til 500 kroner, så netbutikkerne vil i langt de fleste tilfælde ikke turde andet end at give forbrugerne medhold i urimelige klager frem for at risikere at tabe en klagesag på grund af uklare regler,” siger Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv.

Udbredt snyd allerede i dag
Trods de nuværende danske regler om, at en vare skal leveres tilbage i ubrugt stand, viser en undersøgelse Norstat har foretaget for Dansk Erhverv, at 16 procent af forbrugerne har forsøgt at få penge retur for en vare, de har haft brugt. For unge under 30 år er dette tal 23 procent.

”Vi ved desværre, at mange forbrugere allerede i dag forsøger at få penge tilbage for varer, de ikke bare har prøvet, men har brugt. Hvis lovgivningen ikke giver virksomhederne den fornødne ret til at afvise at betale penge tilbage for brugte varer, vil det problem kun vokse i fremtiden,” slutter Lone Rasmussen.

Dansk Erhverv
Børsen, Slotsholmsgade 1-3
1217 København K
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43232010
P nummer: 1003073049

Kontaktperson

JB
Jesper Brønnum
Kommunikationskonsulent
+45 33746567 jeb@danskerhverv.dk

Send til en kollega

0.05