23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Hvornår er en reparation foretaget inden for "rimelig" tid?

Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering af, hvor lang tid virksomheder har til at reparere eller omlevere en vare med fabrikationsfejl.

Ifølge købeloven skal en omlevering eller en afhjælpning – som en reparation hedder i loven – foregå inden for rimelig tid. Hvor lang tid ”rimelig tid” er, afhænger af flere ting. For eksempel hvilken vare, der er tale om, hvad der er galt med varen, hvor besværligt det er for forbrugeren at undvære den, og om der er stillet en lånegenstand til rådighed.

"Rimelig tid"
Som udgangspunkt er ”rimelig tid” op til nogle få uger, men i nogle tilfælde kan virksomheden have ret til at bruge længere tid – i andre tilfælde kortere tid. Mens en ombytning til en ny vare typisk vil kunne klares meget hurtigt, medmindre varen skal skaffes hjem, vil en reparation som regel tage lidt længere tid, afhængig af fejlens karakter.

Nogle typiske eksempler på, hvornår virksomheden kan have ret til at bruge lidt længere tid på at reparere en vare:

•Hvis der er tale om en vare, kunden ikke bruger hver dag og kan undvære uden de store problemer, f.eks. en ud af otte spisebordsstole eller ski om sommeren

•Hvis der er tale om en periodisk fejl, altså en fejl, som kun viser sig af og til

•Hvis det er en vare, der er lavet specielt til kunden, fx skræddersyet tøj

•Hvis en ny vare skal bestilles hjem

•Hvis der er tale om teknisk kompliceret produkt, som er vanskeligt at undersøge og reparere

•Hvis virksomheden har lånt kunden en anden vare i mellemtiden

•Hvis kunden på trods af manglen stadig kan bruge varen, f.eks. mens reservedelene kommer frem

Antal forsøg
”Rimelig tid” måler man ikke kun i tid – altså dage og uger – men også i antal afhjælpningsforsøg.
Udgangspunktet er, at virksomheden kun har et til to forsøg på at afhjælpe en fejl eller ombytte varen, og at det skal ske inden få uger. Hvis det ikke lykkes, kan kunden stille krav om at få et afslag i prisen eller at få sine penge tilbage. Der vil dog være en række tilfælde, hvor virksomheden har ret til at bruge længere tid eller flere forsøg på at få varen til at fungere, som den skal.

Flere forskellige fejl
Hvis der er mere end én mangel ved varen, har virksomheden som udgangspunkt et til to afhjælpningsforsøg for hver mangel. Hvor mange forskellige fejl, kunden må acceptere at få repareret, afhænger blandt andet af, hvor vigtig varen er for kunden, og hvor lang tid virksomheden bruger på de enkelte reparationer.

Som tommelfingerregel kan tre til fire afhjælpningsforsøg – når der er tale om forskellige fejl, som er afhjulpet relativt hurtigt – accepteres. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering, så i nogle tilfælde vil flere forsøg kunne accepteres, mens det i andre tilfælde vil være færre.

Når afhjælpning ikke er sket inden for rimelig tid
Hvis en virksomhed ikke afhjælper fejlen eller ombytter varen inden for rimelig tid, kan kunden i stedet stille krav om en anden løsning. Kunden kan have ret til at få sine penge igen, få omleveret varen eller få et afslag i prisen.

På nedenstående links, kan du læse afgørelser om ”rimelig tid”:

Erhvervsdrivende havde ret til to afhjælpningsforsøg

Tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid

Afhjælpning af fejl ved mobiltelefon tog for lang tid

Mindre mangel var ikke afhjulpet inden rimelig tid

Et afhjælpningsforsøg ikke udført inden rimelig tid

Læs mere:

www.forbrug.dk kan du læse mere om reklamationsret, ombytning, rettigheder og lignende.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejder for velfungerende markeder. Velfungerende markeder understøtter vækst og høj forbrugervelfærd.

Herudover bidrager styrelsen til udvikling af ny forbrugerpolitik og regulering, behandler klagesager, analyserer markedsforhold samt formidler forbrugerinformation til forbrugere og erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv
Børsen, Slotsholmsgade 1-3
1217 København K
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43232010
P nummer: 1003073049

Kontaktperson

JB
Jesper Brønnum
Kommunikationskonsulent
+45 33746567 jeb@danskerhverv.dk

Send til en kollega

0.032