23948sdkhjf

Hvis Bruno har ret, lukker op mod 100 dagligvarebutikker i Nordjylland

Omkring 100 nordjyske købmænd og brugser burde ikke kunne eksistere, siger ekspert

De lukker på stribe, de små købmænd og brugser ude i de små byer.

Trist, synes vi, men de købmænd og brugser, der stadig eksisterer uden for de største byer, er måske mere interessante, for de er på en næsten umulig mission.

Det skriver Nordjyske

Op imod 100 dagligvareforretninger i Nordjylland burde slet ikke kunne klare sig, men det gør de alligevel, og det kræver noget helt særligt, siger detailhandelsekspert Bruno Christensen.

Eller nogen helt særlig.

Den rigtige m/k bag disken

300 eller 500 eller 800 indbyggere kan ikke give omsætning nok. I teorien. Ude i virkeligheden er der dagligvarebutikker i ganske små landsbyer.

Nogle steder skyldes det et stort opland eller turister i hobetal. Andre steder overlever butikken uden disse fordele.

- Man kan sagtens finde købmænd - og uddelere - der kan skabe en forretning på trods. Det skyldes ene og alene deres stærke personlighed og relation til kunderne, mener Bruno Christensen.

Landsby vågnede op til dåd

En af de mindste nordjyske byer med egen dagligvareforsyning er Mosbjerg i Hjørring Kommune med blot 240 indbyggere.

Her finder man 62-årige Karen Pedersen bag disken i DagliBrugsen. Karen Pedersen har været ansat i brugsen i Mosbjerg i 33 år, de seneste mange år som uddeler.

- Jeg tror bare, vi har besluttet, at vi skal have et sted at handle ind, og det har folk også husket. Én ting er jo, hvad man siger - man skal også gøre det. Det har de været gode til i Mosbjerg, og vi har jo også et dejligt opland, siger Karen Pedersen.

- Vi vågnede op, da vores skole blev lukket. Det gik op for os, at ingen kommer og giver os liv i byen. Det skal vi selv skabe, tilføjer hun.

Derfor har Mosbjerg en friskole og en brugs.

- Det er humlebien, der ikke kan flyve, om igen, mener Karen Pedersen.

Mere end en butik

Brugsen i sig selv ligner nok de fleste andre brugser med Coops varer på hylderne.

- Men vi gør lidt mere end at være en dagligvareforretning. Vi prøver at ansætte de søde og smilende medarbejdere og har åbent 12 timer om dagen 365 dage om året. Brugsen er med, når der er open by night, fællesspisning på skolen og andre arrangementer. Alle foreningerne og skolen handler her, og så støtter vi med sponsorater den anden vej, forklarer Karen Pedersen.

Hun vil også godt indrømme, at hun "skriver på begge sider af papiret". Sparer, hvor der spares kan.

- Og vi kom ud med overskud sidste år. Det er der ikke mange, der præsterede, fortæller hun, og skynder sig at tilføje:

- Det betyder ikke, at folk skal holde op med at handle her. Så godt går det ikke!

Flere lukninger på vej

Bruno Christensen tøver ikke med at sætte en bundgrænse for, hvor stor en by eller bydel skal være, for at man kan drive en levedygtig dagligvareforretning.

- Der skal i hvert fald være et par tusinde indbyggere. Og det er under forudsætning af, at flertallet af dem vil handle i butikken, understreger Bruno Christensen.

Selv om mange nordjyder ikke har en dagligvarebutik inden for gå-afstand, er der ingen krise i dagligvareforsyningen.

- Der er jo dagligvareforretninger til 15 millioner mennesker. Vi har ikke brug for flere, sagde Ole Thomsen, Superland-købmand i Tårs og Sindal, for nylig til Nordjyske.

Han er glad for, at Hjørring ikke får en Bilka, der potentielt kan tvinge endnu flere små dagligvarebutikker til at lukke og slukke.

Men ifølge Bruno Christensen kan vi godt forvente flere butikslukninger.

- Det er jo en udvikling, der har været i gang i mange år, så, ja, det skal vi regne med. Hvis ikke butikkerne har den rigtige mand/kvinde i spidsen, så ja. I de mindre byer, skal der ikke meget til for at vælte læsset, fastslår han.

Mere end hver anden butik lukket

  • Opslag i CVR-registret i de tre kategorier Købmænd og døgnkiosker, Supermarkeder samt Discountforretninger, viser:
  • 1. januar 2008 var der 567 butikker i de tre kategorier i Region Nordjylland, og siden er der åbnet yderligere 629 butikker
  • Der har altså været i alt 1196 dagligvarebutikker i Nordjylland siden 2008
  • I samme periode er 697 nordjyske dagligvarebutikker lukket. Det svarer til 58 procent
  • Cirka 55 små byer i Nordjylland i årene siden 2008 har mistet deres sidste dagligvarebutik(ker)

Kilde: CVR

Nye tendenser

Der er tendenser både i den ene og den anden retning for så vidt angår dagligvarebutikker i små byer.

- Vi ser borgerinitiativer og crowdfunding. Både Coop og Dagrofa vil gerne være med, hvis lokalbefolkningen skyder penge i en butik. Men samtidig hører vi om busruter, der skal nedlægges, hvilket gør det vanskeligere at få mennesker til at bosætte sig i de områder, siger Bruno Christensen.

Ubemandede butikker kan være en løsning nogle steder.

- Men en butik i et lille samfund er også et socialt anliggende. Der får man den snak, man gerne vil have, og den mangler i de byer, hvor der ikke er butikker. Men vi savner den først, når butikken er lukket - og det gjorde den jo, fordi vi ikke handlede der.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125