23948sdkhjf

Måtte sige nej til kunderne: Trafikalarm-firma kunne ikke følge med efterspørgslen i rekordår

2022 blev i sandhed et rekordår for danske Ooono, der producerer trafikalarmer.

De mere end fordoblede omsætningen til 156 millioner kroner, og det samme gjorde sig gældende på bundlinjen, hvor de efter skat tjente 16,7 millioner kroner mod 7 millioner kroner året forinden.

Det fremgår af selskabets årsrapport, der netop er offentliggjort.

Ifølge selskabets direktør og stifter, Christian Walther Øyrabø, kommer væksten især i Tyskland, hvor Ooono har lagt sit fokus.

Han påpeger desuden overfor Electronic Supply, at væksten skyldes, at Ooono "har fået bygget sit brand op, hvilket er fundamentet i at sælge så meget."

- Man har selvfølgelig gjort noget rigtigt, når man fordobler omsætningen, siger Christian Walther Øyrabø.

Vækst blev begrænset

På trods af den flotte vækst i 2022, så mener Christian Walther Øyrabø alligevel, at den kunne have været højere, men Ooono har som så mange andre været prægede af den svigtende komponentsituation de seneste år, og det har kostet omsætning.

Han fortæller, at de stærke tal for 2022 har skyldtes, at de i det forgangne år i højere grad end før kunne møde den store efterspørgsel, da komponentsituationen til en vis grad har været i bedring, men at de ikke desto mindre har måttet lægge en foreløbig dæmper på væksten.

- Det, vi solgte sidste år, var det, vi fik ind. Der kunne ikke rykkes et komma, og derfor har vi måttet sige nej til kunder.

- Vi ville kunne have solgt mere, og omsætningen kunne have været markant større, siger Christian Walther Øyrabø.

Tror ikke på abonnement

Ooono lægger i deres branding megen vægt på, at de ikke har en abonnementsløsning på deres trafikalarm.

Det står i kontrast til konkurrenterne fra Saphe, der i fjor lancerede deres Saphe Premium. Dengang lød argumentet fra Saphe-direktøren Freddy Sørensen, at det på sigt ville være svært at tjene penge på trafikalarmen alene, når produktet havde flere års levetid.

Hvorvidt væksten er hentet, fordi kunderne hellere vil vælge Ooono og dermed slippe for abonnement er svært at svare på, men Christian Walther Øyrabø understreger, at abonnementet ikke kommer til at være fremgangsmåden for Ooono.

- Vi kommer måske på sigt til at tage penge for nogle tillæg men ikke for kerneydelsen, det tror vi ikke på. Jeg tror, det bliver svært at eksistere i et marked med abonnement, hvis der er spillere uden abonnement, lyder det fra Christian Walther Øyrabø.

Forventer vækst på nye markeder

Direktøren fortæller videre, at Ooonos planer for at vokse yderligere de kommende år blandt andet - udover mulige tillægsydelser til trafikalarmen Co-driver - kommer til at være ved at sælge andre produkter, hvor flere allerede er i støbeskeen.

Men 2023 kommer udover det til at byde på fortsat vækst på det oprindelige produkt.

For mens de i lyset af ikke at kunne følge med den store efterspørgsel har holdt sig til hovedmarkedet i Tyskland, så kan de nu begynde at udforske flere europæiske markeder herunder det danske, fordi komponentsituationen er i bedring.

Christian Walther Øyrabø forventer derfor, at der er mange kunder at hente andetsteds nu. Situationen er dog ikke endeligt udbedret, siger han.

- Den omsætning, vi havner på i år, er til dels også limiteret af komponentsituationen. Men vi kommer stadig til at gå frem, fordi vi har sourcet tingene delene allerede sidste år, siger han.

ooono A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 155,6 73,3
Bruttofortjeneste 49,5 24,8
Resultat af primær drift 24,9 9,2
Resultat før skat 22,2 6,8
Årets resultat 16,7 7,0
Balancestatus 76,5 51,2
Egenkapital 34,3 21,7
Antal ansatte 26 18
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141