Adrian Valentin, der var med til at stifte iskaffevirksomheden Bold Drinks, er trådt ud af virksomheden og har solgt sine sidste anparter.
Det oplyser Bold Drinks i en pressemeddelelse.
Adrian Valentin og makkeren Lasse Søkilde deltog i 2021 i DR-programmet Løvens Hule, hvor de solgte 20 procent af virksomheden til investorerne Jesper Buch og Christian Arnstedt.
Kort efter valgte Adrian Valentin at nedtone sit engagement i Bold Drinks og fokusere på at studere, og nu har han altså valgt at sælge sine sidste anparter.
- Efter Adrians tilbagetrædelse blev hans rolle som aktiv partner overtaget af Emil Von Der Fehr, der med sin erfaring fra den nordeuropæiske FMCG-branche fra blandt andet Royal Unibrew, Bisca og Reckitt har været med til at løfte brandet, hedder det i pressemeddelelsen.
Køberen af Adrian Valentins resterende andele er inkubatoren Anyhow, som er drevet af iværksætterne Søren Fuhr Forsingdal og Hans Kristoffer Børling Hansen. Ifølge cvr-registret ejer de 5-9,99 procent af Bold Drinks.