23948sdkhjf

Ét bestemt efterslæb fra coronatiden påvirker antallet af konkurser

I oktober blev 269 firmaer erklæret konkurs, når man korrigerer for sæson, hvilket er på niveau med september

Der er stadig en del virksomheder, der har problemer med at få driften til at hænge sammen og derfor må give op og erklære sig konkurs.

Det var ifølge en opgørelse fra Danmarks Industri tilfældet for 269 firmaer i oktober, når man korrigerer for sæson.

Det er på niveau med september, men højere end normalen. Således er antallet af konkurser på nuværende tidspunkt i år 14 procent højere end sidste år, som i forvejen lå over normalen.

Faktisk er det gennemsnitlige antal konkurser pr. måned det højeste i mere end 10 år.

Det er blandt andet byggebranchen, der er ramt, og det kommer ikke som en overraskelse for Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

- Det er en konjunkturfølsom industri, hvor kraftigt stigende renter har gjort det dyrere at bygge nyt hus. Til gengæld er der godt gang i andre dele af byggeriet.

- Eksempelvis de dele af byggeriet, der er knyttet til den grønne omstilling. Derfor har vi samlet set ikke set noget fald i byggebeskæftigelsen, skriver han i en kommentar.

Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, noterer sig samme tendens. Han ser dog lyspunkter forude.

- Presset på virksomhederne ser heldigvis ud til at lette lidt. Stort set alle virksomheder er kommet af med deres coronalån, og samtidig er omkostningerne til energi og råvarer faldet igen.

- Det reducerer risikoen for en konkurs. Virksomheder med meget gæld er dog presset af de høje renter, siger han.

Coronalån er stadig medskyldig i en række konkurser. Ifølge Danmarks Statistik havde 25 procent af de konkursramte virksomheder i oktober udestående momslån, som var optaget under coronakrisen.

Danmarks Statistik tæller kun såkaldt aktive virksomheder med i sin konkursstatistik. Det omfatter virksomheder, der har mere end én ansat og/eller har en omsætning på mindst én million kroner.

De aktive virksomheder udgjorde kun godt en tredjedel af det faktisk antal konkurser i oktober.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094