19 gamle Aldi'er skal blive til nye Netto-butikker: Her er planen for dem
Onsdag blev handlen godkendt - og torsdag starter arbejdet.
Sådan ridser Netto-salgsdirektør Asbjørn Hagedorn situationen op, da RetailNews fanger ham onsdag eftermiddag for en kommentar på den dengang spritnye afgørelse fra Konkurrencestyrelsen - nemlig at Salling Group kan overtage i alt 19 Aldi-butikker og butiksprojekter.
Disse 19 Aldi-butikker og -projekter overtager Netto
- 13 Aldi-butikker:
- Odense C
- Esbjerg N
- Viby J
- Risskov
- Viborg
- Skanderborg
- Slagelse
- Kastrup
- Højbjerg
- Svendborg
- Frederiksberg
- Otte Aldi-butiksprojekter:
- Vejle
- Rødovre
- Høje Taastrup
- Vallensbæk
- Skive
- Varde
- Randers NØ
- København NV
Kilde: Salling Group og Konkurrencestyrelsen
- Vi er glade for, at det er faldet på plads og glæder os til at overtage butikkerne. Vi har dog ikke kunnet gøre noget før nu og har afventet Konkurrencemyndighedernes afgørelse.
- Derfor har vi heller ikke haft mulighed for at besigtige butikkerne, så det arbejde, der starter i morgen (i dag, red.), handler om at danne os et overblik over, hvordan det ser ud, siger han til RetailNews.
Flere Netto-butikker
Det har hele tiden været planen, at Netto-kæden skulle overtage samtlige af de Aldi-butikker, som Salling Group-koncernen erhvervede sig fra Rema 1000's restlager.
Og derfor ser Asbjørn Hagedorn også frem til, at arbejdet kan gå i gang - i takt med at konverteringerne af de eksisterende Netto-butikker også allerede foregår i fuld fart.
- Vi vil gøre meget for at få dem åbnet hurtigt af den simple årsag, fordi der er nogle kunder, der kommer til at mangle en butik i nærområdet.
Salgsdirektøren påpeger, at han endnu ikke ved, hvor og hvornår den første købte Aldi-butik kan laves om til en Netto-ditto - men at ingen af dem med sikkerhed "åbner senere end 30. april 2024".
- Det kan måske få konsekvenser for nogle af de eksisterende 3.0-konverteringer, der kan blive skubbet rundt i rækkefølgen, påpeger han.
Hvor lang tid det kommer til at tage at konvertere en Aldi-butik tør Asbjørn Hagedorn ikke at spå om endnu, da det afhænger af butikkernes stand.
- Vi vil helst genbruge så meget som muligt fra butikkerne, men før vi har det fulde overblik tør jeg ikke sige mere om tidshorisonten.
Med tilføjelsen af de 19 tidligere Aldi-butikker til porteføljen nærmer Netto-kæden sig efterhånden 550 butikker på det danske landkort.
Artiklen er en del af temaet Auf Wiedersehen, Aldi.