Byggecenterkæde tager igen stort hug på bundlinjen
For tredje gang i træk må Bauhaus se bundlinjen skrumpe markant. Det afslører et nyt årsregnskab fra byggecenterkæden, der også fortsat har tilbagegang på toppen.
For første gang siden 2020 landede omsætningen i fjor under de tre milliarder, nærmere bestemt på 2,8 mia. kr., svarende til et fald på knapt syv pct. sammenlignet med året forinden.
Samtidig er resultatet, der i 2022 lød på 90,7 mio. kr. efter skat, reduceret til 24,7 mio. kr., og rammer dermed det laveste niveau siden 2014, der bød på underskud. Og selvom næserne ikke ligefrem var sat op efter vækst, kategoriseres resultatet i årsrapporten som “ikke tilfredsstillende set i forhold til foregående års resultater”.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 2.796,9 | 3.003,3 | 3.066,8 |
Bruttofortjeneste | 542,9 | 642,8 | 730,5 |
Resultat af primær drift | 30,3 | 119,8 | 224,8 |
Resultat før skat | 31,7 | 116,6 | 220,0 |
Årets resultat | 24,7 | 90,7 | 171,5 |
Balancestatus | 1295,0 | 1301,7 | 1167,3 |
Egenkapital | 867,1 | 842,3 | 751,7 |
Antal ansatte | 1095 | 1134 | 1113 |
Kilde: CVR |
Ifølge Bauhaus’ ledelse er der dog gode forklaringer på, at både top- og bundlinje har været for nedadgående.
“Omsætningstilbagegangen skyldes primært den generelle afmatning i markedet som følge af energipriskrisen, den stærkt stigende inflation og det deraf følgende markante fald i forbrugertilliden,” lyder det i ledelsesberetningen, hvor det også understreges, at resultatudviklingen er påvirket af en række forskellige faktorer.
“Det har, grundet konkurrencesituationen, ikke været muligt at regulere udsalgspriser i samme hast som kostpriserne er steget grundet inflation, hvilket har medført en svagere bruttoavance. Herudover er driftsresultaterne ligeledes påvirket af kraftigt stigende priser på øvrige driftsomkostninger og herunder i særdeleshed udviklingen i energipriser,” skriver Bauhaus’ ledelse.
Et marked i bak
Med det dugfriske årsresultat ligger Bauhaus ikke alene et godt stykke fra de omtrent 60 mio. kr., byggecenterkæden i foregående årsrapport spåede, at 2023 ville ende med. Man er også meget langt fra de gyldne corona-år, hvor kæden i 2020 og 2021 præsterede et samlet resultat på næsten 400 mio. kr., men det er langt fra kun tyskejede koncern, der har mærket markedsvinden vende.
Selvom mastodonten Stark kort inden årsskiftet kunne offentliggøre endnu en omsætningsrekord, var toplinjen i 2022/23 dykket i den danske del af forretningen, og i løbet af foråret har også Bygma og senest Davidsen præsenteret årsregnskaber med fald på både top og bund.
Hos Bauhaus forventer man heller ikke, at de gyldne tider indfinder sig igen lige med det første, og af ledelsesberetningen fremgår det, at en tilpasning til de nye markedsvilkår er igangsat.
I kroner og øre spås 2024 at ende på samme omsætningsniveau som 2023, hvilket “reelt grundet inflation afspejler en afsætningsmæssig nedgang, da det forventes, at forbrugerne også i 2024 vil være tilbageholdende med deres forbrug,” lyder det i årsrapporten, mens man på resultatfronten forventet at lande på niveau med 2019, hvor bundlinjen lød på 63 mio. kr.
RetailNews' søstermedie Mester Tidende arbejder på at indhente en kommentar fra Bauhaus-direktør Mads Jørgensen.