For første gang i årevis kæmper McD med faldende salg - nye tiltag på vej
Den Gylne Måges salgskurve er ikke helt så højtflyvende som normalt.
For McDonald’s kæmper med faldende salg, viser det seneste kvartalsregnskab, hvor salget dykkede med 1 pct. i forhold til samme kvartal året før, hvilket er første gang, at dét er sket siden corona-årene.
Tallene er gældende for hele verden, og i Europa er det især i Frankrig, at salget er dykket.
Forklaringerne er ifølge McDonald’s selv, at kunderne ikke er tilfredse med de prisstigninger, der har været de seneste år på grund af inflation, eller at deres lønniveau ikke er fulgt med, skriver Finans.
Det faldende salg mærkes også på bundlinjen i kvartalsregnskabet, hvor overskuddet faldt med 12 procent til 13,8 mia. kr. Omsætningen stagnerede og endte på lige i underkanten af 45 mia. kr.
På en telefonkonference forklarede McDonald’s-topchef Chris Kempczinski, at selskabet allerede var i gang med at justere priserne nedad. Der bliver for eksempel kørt med sommertilbud nu, hvor man i USA kan få en menu for 35 kr. – men effekten har indtil nu ikke været god nok. Derfor vil der komme flere slagtilbud i fremtiden, lød meldingen ifølge Finans.
xx
Mens det måske kniber globalt, så er McDonald's i Danmark stadig en udmærket forretning, hvis man skal tro den seneste årsrapport for 2023 fra det danske McDonalds-selskab Food Folk Denmark, der kom i maj måned.
Det danske selskab har tjent så godt så længe, at der er foreslået et udbytte så højt som 500 millioner kr. for året. I 2022 blev der udloddet 74 millioner kr.
Food Folk Denmark er ejet af et dansk holdingselskab, som igen er ejet af Food Folk Group Holdings, der hører hjemme i Norge.
Food Folk Denmark er såkaldt master-franchisetager for de 107 danske McDonalds-restauranter, som igen er drevet af 19 franchisetagere.
Omsætningen i burgerkæden voksede sidste år med 10 procent til 691 millioner kr. I løbet af året kom der otte nye McD'er til, og den højere omsætning resulterede i en tilsvarende vækst i driftsresultatet, som endte på 287 millioner kr.
Tilbage på bundlinjen var der "kun" 164 millioner kr. - mod 171 millioner kr. i 2022. Det er et fald på fire procent.
Men Food Folk Denmark kunne fortsætte en perlerække af trecifrede millionoverskud de sidste fem år, og ifølge årsrapportens ledelsesberetning er man tilfreds med resultatet.
- Faldet i årets resultat spejler en betydelig stigning i de finansielle omkostninger fra 39,394 millioner kr. til 76,581 millioner kr. som et resultat af en refinansiering af lånefaciliteterne, der blev afsluttet i februar 2023, står der i ledelsesberetningen.