Magpie Lane flytter i større lokaler
TEKO og en tradition for tekstilindustri betyder mange modebevidste indbyggere, der udgør en solid basis for specialforretninger – som fx vintage-retro-design-butikken Magpie Lane, der nu flytter til større lokaler.
Herning er blevet en cool provinsby – lidt anderledes, alternativ og yderst modebevidst. En fortid med tekstilindustri, Bestseller liggende tæt på, kunstmuseet Heart og ikke mindst TEKO, Skandinaviens største designskole, præger tydeligvis byen, hvor det ikke kun er de unge, som er modebevidste.
- Da jeg åbnede i 2011, sagde mange, at det ikke kunne lade sig gøre at drive sådan en forretning i Herning – men det har været en succes fra starten. Her er modeinteresserede i alle aldersgrupper. Jeg har kunder fra 12 til 80 år, blandt andre en del ældre kvinder, som har arbejdet i tekstilbranchen og sætter pris på design og god kvalitet, fortæller Sita Busk, der ejer Magpie Lane.
Større lokaler
Magpie Lane flytter nu butikken til større lokaler i Skolegade 5. Her får den boligkunst-forretningen luxo living som nabo og efter den er der tøjdesigner Rikke Vangaards egen butik.
- De større lokaler giver mulighed for at tage nogle designer-vintage-mærker ind – blandt andet Yves Saint Laurant og Valentino. Det er lidt dyrere ting og mere sårbare med megen silke, chiffon etc., og de kræver mere plads. Derudover bliver det som før – bare mere tøj og mere plads imellem tøjet. Jeg har haft en ung designers tøj præsenteret, og mine kunder har virkelig støttet hende, så nu hvor jeg har plads til det, vil jeg også gerne have flere unge designere, siger Sita Busk og tilføjer, at der også er blevet plads til lidt mere herretøj i den nye butik.
Magpie Lanes nye butik åbnes d. 21. september kl. 12.00 med modeshow.