Nye tal viser stilstand i detailhandlen: - Salget har ikke helt kunnet finde gearet
Dansk detailsalg stod stille i juli måned.
Sådan lyder det samstemmende fra Dansk Erhverv og Dansk Industri, som løbende holder øje med udviklingen i branchen - og finder støtte til sine observationer i data fra Danmarks Statistik.
Her har man netop frigivet tallene fra detailsalget i Danmark for juli - og det er ikke just opløftende, påpeger både vicedirektør i Dansk Industri, Morten Granzau, og cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer.
- Landets butikker kom ikke helt så meget op i fart over sommeren, som man kunne have håbet. Sommerens sportsbegivenheder rundt om i Europa kan have fået nogle af de allermest købestærke rejsende til at vælge Danmark og de danske butikker fra i denne omgang, og det kan have bremset detailsalget i Danmark lidt, siger Morten Granzau og tilføjer:
- Stilstand i juli er symptomatisk for detailhandlens salg i 2024. Salget har ikke helt kunnet finde gearet. Selv om vi forbrugere stille og roligt får mere luft i budgettet, foretrækker mange af os at bruge pengene på tjenester som for eksempel restaurantbesøg og oplevelser frem for at købe varer i butikkerne.
Tore Stramer mener, at man godt kan "tillade sig at være en smule skuffet over" udviklingen i detailsalget - som faktisk "har stået mere eller mindre stille siden årsskiftet".
- Vi har ellers set en flot lønvækst i løbet af året, faldende inflation og en meget stærk jobvækst. Dertil er danskernes privatøkonomi i udgangspunktet generelt velpolstret. En mulig forklaring kan være at mange forbrugere fortsat slikker sårene efter inflationskrisen rasen, påpeger cheføkonomen.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik faldt salget af fødevarer og andre dagligvarer med 1,4 procent fra juni til juli, mens salget inden for beklædning og andre forbrugsvarer steg med henholdsvis 3,1 og 0,7 procent.