Opløftende konkurstal for detailhandelen
August måned havde det laveste antal konkurser i fem år, og antallet er faldet med hele 17 procent det seneste år. Specielt detailhandelen trækker i den rigtige retning.
Martin Hornsyld, business unit director hos kreditvurderingsbureauet Bisnode Credit, mener, at der er grund til optimisme på baggrund af de nye tal:
- Det er rigtig positive tal for dansk erhvervsliv. Antallet af konkurser bliver ved med at falde. Vi ser et stort fald siden 2010, hvor finanskrisen toppede, men også i forhold til antallet af konkurser for blot et år siden. Det viser med al tydelighed, at dansk erhvervsliv er inde i en positiv udvikling, fortæller Martin Hornsyld.
Forbrugertilliden på vej tilbage
På brancheniveau er det værd at hæfte sig ved engros- og detailhandel, som tidligere har haft et højt antal konkurser. Antallet af konkurser i branchen fortsætter nemlig med at falde; fra 77 konkurser i august måned 2010 til 69 i august måned i år. Tallene indikerer ifølge Martin Hornsyld, at forbrugertilliden så småt er på vej tilbage.
- Vi ser fald i konkurser inden for flere brancher, men det er værd at hæfte sig ved engros- og detailhandlen. Branchen har haft det svært under krisen på grund af forbrugernes svækkede købelyst. Faldet i antallet af konkurser i denne måned tyder dog på, at forbrugertilliden er på vej tilbage, hvilket tegner godt for den samlede danske økonomi, siger Martin Hornsyld.
Fald i konkurser i andre brancher sås især inden for brancherne landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri, fremstillingsvirksomhed samt overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed. Mere negativt så det ud for brancherne pengeinstitut- og finansvirksomhed samt forsikring. For anden måned i træk sås her en stigning i antallet af konkurser.