35 timer før åbningen af nyt varehus stod de klar: - Vi vil bare være de første

Det er i disse minutter, tingene spidser til.
Power åbner sit hidtil største varehus nogensinde i Danmark. Det sker ved Rosengårdcentret i Odense denne fredag morgen, og ambitionerne er skyhøje.
Således skal det nye varehus årligt omsætte for 350 mio. kr., og det første tocifrede millionbeløb skal gerne tikke ind i løbet af de kommende 16 timer.
Her holder Power nemlig stor åbningsfest - fra kl. 6 fredag morgen til kl. 2 i nat - og har for øje at slå den hidtidige omsætningsrekord for kæden, der blev sat i Ishøj i 2022.
Her blev der på én dag solgt elektronikprodukter for 36 mio. kr., men adm. direktør i Power, Jesper Boysen, har tidligere understreget, at den rekord står for fald.
- Folk tror jo, vi er sindssyge. Vi har arbejdet på det her i mange, mange, mange måneder, og ambitionerne er skyhøje. Jeg kan godt love, at det bliver en åbningsfest, som hverken fynboerne eller resten af danskerne har set magen til, og jeg er overbevist om, at det her er den største satsning nogensinde i Danmark for en enkelt butiksåbning, har Power-direktøren tidligere udtalt.
I god tid
Onsdag aften kunne Fyens Stiftstidende så bevidne, at de første kunder allerede havde lagt sig i kø foran Power Odense.
Her havde en trio bestående af vennerne Jesper, Mads og Mikkel allerede indfundet sig - 35 timer før den store åbning fredag morgen.
- Vi vil bare være de første, understreger de samstemmende og tilføjer:
- Det er faktisk mest det at være de første. Det er bare sjovt at kunne sige. Der er ikke så mange, der gør sådan noget her i Danmark. Det er mest noget, man ser i USA til for eksempel Black Friday
Et lignende scenarie udspillede sig også ved den seneste Power-åbning i Ishøj, hvor de første kunder lagde sig i kø 33 timer før åbningen.
De tre venner har da også forskanset sig med både rullemadras, sovepose og hovedpude i det opvarmede telt, som Power har stillet til rådighed for ventende kunder inden åbningen.
Ifølge Fyens Stiftstidende er 300 Power-ansatte på arbejde i løbet af fredagens åbningsfest.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 3338,4 | 3384,8 | 3420,0 |
Bruttofortjeneste | 337,7 | 317,7 | 298,6 |
Resultat af primær drift | 26,0 | 27,1 | 26,6 |
Resultat før skat | 16,0 | 21,4 | 23,5 |
Årets resultat | 16,0 | -13,5 | 131,5 |
Balancestatus | 813,7 | 761,5 | 711,8 |
Egenkapital | 315,4 | 299,4 | 312,9 |
Antal ansatte | 729000 | 678 | 651 |
Kilde: CVR |