Betjeningsløs Føtex Go får lang testtid
I næste uge slår Salling Group dørene op til koncernens første betjeningsløse butik under navnet Føtex Go på Tordenskjoldsgade i Aarhus-bydelen Trøjborg.
Den betjeningsløse butik på 120 kvm vil tilbyde over 1000 varer alle døgnets timer og er spækket til med kamerateknologi, der gør det praktisk talt umuligt at stjæle.
Der er dog ikke udsigt til, at Salling Group vil udrulle snesevis af betjeningsløse butikker i andre dele af landet om få måneder.
I første omgang skal konceptet og teknologien testes af, og her har Salling Group afsat god tid, fortæller topchef Anders Hagh til Dagligvarehandlen.dk.
- Det tager tæt på et år for at se, hvordan det fungerer henover sæsonerne. Er det et koncept, kunderne tilvælger, når det er meget varmt, og kunderne skal hente en kold øl eller is, og er det et koncept, der også fungerer under julehandlen. Vi vil gerne se konceptet kører gennem sæsonerne, før vi konkluderer på det.
- Men i sidste ende er det danskerne, der bestemmer. Hvis de tager godt imod det fra starten, får vi også blod på tanden. Jeg glæder mig til, at vi åbner butikken. Jeg synes personligt, at det er en fantastisk måde at handle ind på, siger Anders Hagh, så jeg glæder mig til at se, hvordan danskerne tager imod.
Lukkede test af Basalt
Sidst, hvor Salling Group testede et nyt butikskoncept af, var med Basalt under energi- og inflationskrisen. Her testede Salling Group det prisbillige koncept af 10 steder i landet i tidligere Netto-butikker.
Ca. ni måneder senere stod det dog klart, at konceptet måtte lukke ned. Forklaringen fra kædechef Henrik Nielsen lød dengang, at kunderne foretrækker tilbud fremfor at handle basisvarerne ét sted til faste lave priser.