For andet år i træk: Supermarkedskæde snupper eftertragtet pris

Det kan virke, som om den norskejede franchisekæde Rema 1000 næsten altid kommer ud som vinder, når det handler om danskernes syn på dagligvarekæderne.
Men én pris har nu to år i træk fået en anden kæde som vinder.
Det er Dagrofas højt profilerede Meny-kæde, som i går vandt mediet BT's pris som årets supermarked 2024 - baseret på en afstemning blandt mediets læsere hen over jul og nytår.
En tilfreds kædedirektør Richo Boss tog ifølge en pressemeddelelse imod diplomet på Menys vegne i Meny-supermarkedet på Borups Allé på Frederiksberg.
- Vi mener selv, at vi gør mange ting rigtigt, men det er altid med stor spænding, at vi afventer kundernes dom i de her undersøgelser. Her synes jeg virkelig, at kunderne kvitterer for, at vi gør den store indsats hver dag for at inspirere og tilbyde lækre varer, og for vores faglighed samtidig med, at vi har konkurrencedygtige priser. Så en stor tak til kunderne og BT's læsere, der har stemt os ind på førstepladsen, siger Richo Boss i pressemeddelelsen.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.