En anden type varer end tidligere hitter hos Fleggaard: Giver tocifret omsætningsvækst

Fødevarepriserne er steget en hel del i Danmark i de seneste år. Det smitter af på grænsehandelsbutikkerne hos Fleggaard, som især inden for det seneste halve år har set en stigning i både antallet af kunder samt salget af andre varer end de traditionelle grænsevarer.
Det oplyser Jacob Gjørtz, marketingdirektør i Fleggaard, til RetailNews.
I fjerde kvartal af 2024 er kundestrømmen steget med 7,5 pct., mens omsætningen er steget med hele 16 pct. sammenlignet med samme periode året forinden.
Og det er altså især en anden form for varer, som kunderne nu kommer for:
- Når vi snakker bare seks måneder tilbage, var det mest grænsevarer kunderne kom for. Nu er det meget dagligvarer. I gennemsnit kommer der to varer mere i kurven pr. kunde, siger Jacob Gjørtz.
Prisen er sænket på flere tusinde varer
I maj 2024 satte koncernen 4000 priser ned, og den netop har meddelt, at prisen også bliver nedsat på yderligere 500 varer nu.
Og der er da ifølge marketingdirektøren også en hel del at spare for kunderne, når de krydser grænsen.
- Vi følger med i priserne i Danmark, og der er væsentlige besparelser ved at handle hos os. I gennemsnit sparer kunderne omkring 40 pct. på kurven hos os. Sådan noget som olivenolie koster jo 100-120 kr. pr. liter i danske butikker, mens det koster 60 kr. hos os.
Kunderne vil køre længere for gode priser
Netop den store prisforskel tiltrækker altså endnu flere til grænsebutikkerne, også selvom det betyder længere transporttid.
- Forbruget flytter sig, og den danske forbruger er meget prisbevidst. Danskerne er nu i højere grad villige til at køre lidt ekstra efter de gode priser. Det kan vi se. Vores kundestrøm er steget mærkbart, og det samme med omsætning og indtjeningen.
Jacob Gjørtz oplyser, at Fleggaards trafikanalyser viser, at kunderne kører over grænsen fra hele landet, men der er flest kunder, som kommer fra Syddanmark. Også kundernes alder har ændret sig.
- Vi kan se fra vores analyser, at grænsehandlen har været rigtig populær blandt det modne publikum, men vi kan nu se, at flere unge under 30 år også tager til grænsen for at handle.
Kører anden prisstrategi
Den store prisforskel på grænsebutikkerne og de danske butikker skyldes ifølge direktøren flere ting.
- Afgifter er en del af det, men vi kan også konstatere, at vi arbejder med en anden prisstrategi end den danske dagligvarehandel. Der er det high-low med slagtilbud og resten af året kører man en relativt høj normalpris. F.eks. skyr, som er på tilbud i Danmark til 20 kr. hvor normalprisen er 30-40 kr. Der kører vi en helt anden prisstrategi, hvor vi holder priserne nede på et fast, lavt niveau, så uanset hvornår du tager til grænsen, kan du være sikker på, at du altid sparer mest muligt i forhold til indkøbskurven i Danmark.
Selvom der er en stigning i dagligvarerne, mener marketingdirektøren dog fortsat, at det er de traditionelle grænsevarer, som lukker kunderne til. Nu kommer der bare mere i kurven:
- Slik og sodavand lokker folk til, men når de så er hos os, kan de se, at vi har meget andet, og at de kan spare mange penge på varer til husholdningen.
Den øgede interesse, som Fleggaard oplever, betyder ikke, at grænsehandelsbutikkerne umiddelbart kommer til at kigge på flere adresser. Der bliver i stedet investeret andre steder:
- Vi har de butikker, vi har brug for. Vi investerer i højere grad i varerne, så vi har de rigtige varer til de rigtige priser.
Julesalget har ændret sig
Det ændrede forbrugsmønster kunne også ses i julesalget hos Fleggaard.
- Vi har et julesalg, der starter allerede omkring august og september. Det er forløbet super i 2024. Vi har plus i forhold til sidste år – både på omsætning og trafiktal.
Han fortæller, at julesalget traditionelt set har været koncentreret omkring nogle få kategorier og varegrupper, såsom slik og juleøl. Men i år har kunderne også i meget højere grad lagt dagligvarer i kurven under juleshoppingen.
- Almindelige dagligvarer har fyldt en del i julesalget i 2024. Det gælder både kolonialvarer og kølevarer. Generelt kan vi se, at danskerne ikke kun kommer for slik, øl og sodavand, siger Jacob Gjørtz.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.