23948sdkhjf

By på købmandsjagt: Borgerne ved, hvad det kræver. For de har prøvet det før

Det er tredje gang på blot et par år, at byen skal vise sammenhold

Lige nu står bygningen helt tom og forladt.

Et vidnesbyrd om, at borgerne i den lille by syd for Aalborg står uden købmand, efter Let-Køb Byens Købmand lukkede i december.

Noget, der kan få store konsekvenser for det lille bysamfund.

- Men vi er ikke i panik, for vi står sammen og prøver at finde løsninger, siger Jesper Winther, der er bestyrelsesmedlem i byens dagligvareforening.

Og han er optimist.

For byen har prøvet det før, og borgerne ved, hvad det kræver.

Men først skruer vi tiden tilbage.

For det her er ikke første gang, Fjellerad med de 400 indbyggere står i den situation, at de skal have en ny købmand. Eller at de må stå sammen for at redde den købmand, der allerede er der.

- Så vi ved, det kræver en indsats af alle, understreger Jesper Winther, der først boede i nabobyen Vaarst i knap 10 år, inden han flyttede til Fjellerad i 2015.

Fra underskud til overskud

Det er ikke mere end to år siden, vi her på Nordjyske kunne fortælle, at en økonomisk presset Let-Køb i byen med de 130 husstande var udfordret på sin eksistens.

Men en ihærdig indsats af byens borgere fik vendt skuden, så kombinationen af tilbud og mere handel samt donationer og omtale ændrede underskud til overskud.

De borgerdrevne initiativer skulle igen stå sin prøve, da de daværende forpagtere gik på pension for et år siden. Og en ny købmand trådte til i forretningen, som han havde i et års tid.

- Vores erfaring viser, at det er rentabelt at drive forretning her, og vi har et godt samarbejde med dagligvarekoncernen Dagrofa, der også bakker op om, at Fjellerad får en ny købmand hurtigst muligt, siger Jesper Winther.

Frivillige står klar til at hjælpe

Det er byens dagligvareforening, som ejer bygningen og grunden, og dermed lejer lokalerne ud til den forpagter, der skal drive købmandsbutikken.

- Butikken er klar til, at man kan stille varer ind og gå i gang med at drive sin forretning.

Og man behøver ikke stå med det hele selv. Tværtimod.

- Vi har en idégruppe, der blev dannet umiddelbart efter, den seneste købmand fortalte, at han lukkede. Og det betyder, vi nu har en stor gruppe af frivillige, der er klar til at stille varer på hylderne, gøre rent osv., siger Jesper Winther og understreger:

- De frivillige er mere end villige til at træde til.

Et mødested og et omdrejningspunkt

Som i så mange andre byer er købmanden for mange indbyggere en livsnerve. Ikke blot et sted, man handler, men også apotek, pakkeshop samt et fælles mødested, ikke mindst.

- Og ikke kun for borgerne her i Fjellerad - også i de omkringliggende byer. Vores by er en lille by med et ok stort opland i forhold til indkøb, siger 45-årige Jesper Winther, der arbejder som social- og sundhedshjælper.

Netop det, at købmanden også er et mødested og omdrejningspunkt for sociale arrangementer, betyder meget for både at fastholde og tiltrække indbyggere.

Nu skal de rende stærkt

- Det er klart, at en tom købmandsbutik påvirker vores tiltrækningskraft negativt, hvis der går for lang tid. Vi kan godt klare os uden købmand i en periode - men ikke for længe, for folk ændrer lynhurtigt deres vaner, siger Jesper Winther.

- Og man tænker jo straks: Hvad er det næste, der lukker - er det skolen, er det børnehaven. Vi må for alt i verden ikke ende som en soveby.

Derfor er opgaven også klar for både borgere og dagligvareforening. De har kridtet skoene, og de er klar til handling.

- Vi skal da rende stærkt for at finde en, der kan overtage købmandsbutikken hurtigst muligt, lyder det fra Jesper Winther.

Indtil videre er der ikke lavet en aftale med en ny forpagter af købmandsbutikken, selv om der har været et par henvendelser.

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113