Møbelforretning tiltalt for at modtage for mange kontanter
Retten på Frederiksberg skal i morgen behandle en sag, hvor en møbelforretning i København er anklaget for i en række tilfælde at have modtaget kontant betaling på 20.000 kroner eller derover.
Det er i strid med det såkaldte kontantloft, der skal modvirke hvidvask. Der er krav om bøde på 175.000 kroner. Det skriver Ritzau.
Det er Brdr. Friis Møbler, som er tiltalt for overtrædelsen. Sagen skal behandles ved Retten på Frederiksberg 11. februar kl. 13:30. Anklageren er NSK, National enhed for Særlig Kriminalitet. Der er ikke nævninge involveret, hvilket ofte er tilfældet ved sager, hvor der alene skal tages stilling til en bødestraf.
Det er en Danmarks ældre møbelforretninger, som er tiltalt. Brdr. Friis Møbler blev stiftet i Brønshøj i 1980. 15 år senere blev foretagendet udvidet med en forretning i Søborg.
Møbelfirmaet består dermed af to forretninger og en webshop.
Gert Friis er direktør for Brdr. Friis Møbler, som i CVR's virksomhedsregister hedder Brdr. Johansen Møbler. Møbelforretningen kom ud af 2023/24 med et resultat på 17,7 mio. kr. mod 14,2 mio. kr. året før.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 33,3 | 23,4 | 35,7 |
Resultat af primær drift | 21,8 | 10,2 | 22,2 |
Resultat før skat | 22,7 | 18,2 | 19,9 |
Årets resultat | 17,7 | 14,2 | 15,5 |
Balancestatus | 35,5 | 88,9 | 81,6 |
Egenkapital | 10,6 | 62,9 | 53,7 |
Antal ansatte | 22 | 26 | 27 |
Kilde: CVR |
Brdr. Friis Møbler har siden 2017 haft tocifrede millionoverskud med højdepunktet i 2020/21, hvor det blev til en indtjening på 29,6 mio. kr.
Brdr. Friis Møbler har 22 medarbejdere ifølge seneste regnskab. Casper Friis står som daglig leder og indehaver på hjemmesiden. Casper Friis Holding står også noteret som moderselskab og som ejer af 67 pct. af forretningen.
RetailNews bringer en artikel om retssagen tirsdag omkring klokken 16.