Flere unge bør få et fritidsjob: Dagligvaregigant har ansat over 1000 sårbare unge

Flere unge bør have et fritidsjob. Sådan lyder en af anbefalingerne fra Trivselskommissionen, der tirsdag offentliggjorde sin rapport med i alt 35 anbefalinger til, hvordan unge kan få forbedret deres trivsel.
Siden 2019 har Ungdomsskoleforeningen og Coop drevet landets største fritidsjobindsats Coop Crew for unge i alderen 14-18 år i samarbejde med 34 kommunale ungdomsskoler.
Over de seneste år har 1000 sårbare unge fået fritidsjob i Coop. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
Coop Crew går i korte træk ud på at hjælpe udsatte unge med at få et fritidsjob. Fremgangsmåden er, at unge i hold af op til 16 deltagere starter i et forløb på seks moduler á 4 timer over seks ugers varighed i en lokal Coop-butik.
Status på Coop Crew:
- Over 2000 unge har deltaget og cirka 55 pct. har efterfølgende fået et fritidsjob.
- 66 pct. af deltagerne får øget selvtillid.
- 52 pct. af deltagerne føler sig som en del af et fællesskab.
- 49 pct. af deltagerne føler kontrol over eget liv.
- 59 pct. af deltagerne har udviklet jobkompetencer.
Kilde: Coop
- Fritidsjob kan være en trædesten for sårbare unge til arbejdsmarkedskendskab, almen dannelse og sociale og faglige kompetencer – og ikke mindst en trædesten til trivsel. Coop Crew reducerer unges risiko for at stå uden for beskæftigelse og uddannelse og giver dem en tilknytning til arbejdsmarkedet. Omkostninger til sociale-, uddannelses- og beskæftigelsesrettede indsatser reduceres. Men måske aller vigtigst bidrager Coop Crew til, at unge, der mistrives, kommer i trivsel – at de får større selvtillid og tro på egne evner og fremtid, udtaler programleder i Coop Crew Hanne Kirk i meddelelsen. Hun er også et af de 11 medlemmer af Trivselskommissionen.
Coop er gået ind i projektet både for at hjælpe unge sårbare til at stå bedre rustet på jobmarkedet og også for at finde fremtidens medarbejdere til koncernens ca. 900 butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount, fremgår det.
- Coop Crew er et projekt, der fylder os med stolthed. For vi har kunnet se så mange eksempler på unge, der har fået en markant bedre hverdag. De er blevet en del af det fællesskab, der er i butikkerne, de har fået mere selvtillid og de har lært noget, der sætter dem bedre i stand til at få et godt job som voksne, udtaler HR-direktør i Coop Lotte Hjortlund Andersen.
Coop Crew er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.