23948sdkhjf

Dansk møbelproduktion fordobler indtjeningen for klassikerproducent

Møbelproduktionen er blevet flyttet fra Japan til Danmark. Det er med til at forbedre indtjeningsevnen for Onecollection

Nu kan det for første gang ses i regnskabet, hvad den særlige manøvre har betydet.

Og det virker til at være den helt rigtige satsning, som Onecollection foretog i 2022.

Dengang blev det besluttet, at der skulle produceres en del flere Finn Juhl-møbler i Danmark.

Det skulle ske på fabrikken i Ringkøbing – hvor designmøblerne er blevet produceret siden 2001 – og på den nyindkøbte fabrik i Vejen, den tidligere Schou Andersens Møbelfabrik.

I 2023 blev møbelfabrikken en integreret del af Onecollection. Nu er regnskabets tid bogstaveligt talt kommet.

- Vi er fint tilfredse. Vi har fordoblet resultatet i forhold til året før på samme omsætning. Forretningen er blevet sundere, og det er en positiv udvikling, siger Hans Henrik Sørensen, der er medejer og stifter af Onecollection.

ONECOLLECTION A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 55,7 50,8 45,9
Resultat af primær drift 10,2 6,7 21,9
Resultat før skat 8,4 4,4 18,6
Årets resultat 6,1 3,0 14,1
Balancestatus 94,9 96,2 87,3
Egenkapital 55,7 49,6 46,8
Antal ansatte 78 78 38
Kilde: CVR

Betaler sig at producere i Danmark

Den forbedrede indtjening tilskriver han opkøbet af Schou Andersens Møbelfabrik og den efterfølgende hjemtagelse af produktionen fra Japan.

- Vi købte fabrikken for tre år siden og har siden optimeret og tilpasset produktionen. 2024 er første hele regnskabsår efter fusionen, hvor vi ser effekten af sammenlægningen. Det er virkelig positivt at se, at strategien om at tage mere produktion hjem betaler sig, siger han.

Indtil fusionen blev en stor del af Finn Juhls møbler produceret i Japan, hvor Onecollection har et datterselskab. Der produceres fortsat mange Finn Juhl Møbler i Japan parallelt med den danske produktion.

- Det giver mening at producere tættere på vores store asiatiske markeder for at undgå unødvendig transport rundt om kloden.

Der var flere årsager til, at Onecollection flyttede sin produktion hjem. 

Flere årsager 

Corona-krisen, Ukraine-krigen, fragtproblemer og stigende transportpriser har gjort det klart for den vestjyske virksomhed, at det er en fordel med egen produktion i Danmark.

- Det handler både om nærhed til markedet, bedre kontrol og fleksibilitet. Produktionen i Japan har været fantastisk, men afstanden gør det vanskeligt, siger Hans Henrik Sørensen.

- Det giver desuden en god følelse at se Finn Juhl-møbler blive produceret i Danmark.

Der er over 60 relancerede Finn Juhl-modeller, og de bliver nu fremstillet primært i Ringkøbing og Vejen. Borde, skabe og hylder bliver produceret i Ringkøbing. Stoleproduktionen foregår i Vejen, mens sofaer og stole polstres på egne værksteder på begge adresser. 

- Vi har aldrig selv fremstille stole, så det er en stor milepæl. Der er et højt kompetenceniveau til stede på fabrikken i vejen, og det er afgørende for, at vi kan sikre kvaliteten, siger stifteren.

Onecollection forventer stigende aktivitetsniveau i 2025 og et forbedret resultat.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125