Nu er det afgjort: Møbelfirma har deltaget i et kartel
Hübsch var uenig i afgørelsen, men det hjælper ikke noget.
Konkurrenceankenævnet har netop stadfæstet afgørelsen, der slog fast, at interiør- og møbelvirksomheden ulovligt har koordineret priser og udvekslet prisoplysninger med en konkurrent. Det har medført, at kunderne skulle betale et Covid-19-gebyr og blev pålagt prisstigninger på størstedelen af Hübsch’ varer.
Det var Konkurrencerådet, som i marts 2024 kom frem til den afgørelse. Hübsch klagede efterfølgende til ankenævnet, som netop har afgjort sagen til Konkurrencerådets fordel.
- Hübsch har hævet sine priser efter at have drøftet størrelsen af prisstigningerne med en konkurrent, som også satte sine priser op. Det skader kunderne og er en klar overtrædelse af konkurrencereglerne, hvilket Konkurrenceankenævnet også slår fast, lyder det i en udtalelse fra Tine Rønde, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Den konkurrerende virksomhed er Broste Copenhagen, der i april 2023 erkendte at have overtrådt konkurrencereglerne. Virksomheden modtog i den forbindelse en bøde på seks mio. kr.
Koordineringen af priser skete i perioden januar 2021 til og med i hvert fald juli 2021 i forbindelse med lanceringen af virksomhedernes forårs-/sommerkollektioner og igen i forbindelse med lanceringen af deres efterårs-/vinterkollektioner for 2021.
Sagen mod Hübsch vil nu blive indbragt for Sø- og Handelsretten med henblik på, at Hübsch pålægges en civil bøde.
Sådan foregik den ulovlige adfærd
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ved en kontrolundersøgelse blandt andet indhentet e-mails, sms’er og telefonbeskeder.
- Intern mail mellem ledende medarbejdere hos Hübsch:
”(…) Lige for god orden skyld
Sætter vi det op i forhold til aftale med Broste (…)
Så er det vigtigt vi lige holder det for os selv og bare melder naturligt ud i HB [Hübsch], at vi har valg at sætte priserne op pga bla la pr 01/02
Så det ikke ”lugter for meget”
- Telefonbesked fra en ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent til en ledende medarbejder hos Hübsch:
”(…) vi kommer til at lade de varer, som reelt får et hak i tuden qua corona‐‐ det giver vi en prisstigning alt i størrelsesordenen, tror jeg, tre til fem‐seks procent, afhængig af, hvad det kan tåle og hvor prisen, du ved, lige psykologisk lander korrekt. Og så lige som dig, tror jeg vi kommer til måske i stedet for tre procent, kommer vi nok til at prøve med fire procent. (…) vi er sådan lidt uenige om procentstørrelsen på nuværende tidspunkt. Men‐‐, du er mere end velkommen til at ringe, [navn, ledende medarbejder hos Hübsch]. Jeg synes det er super cool, at vi kan dele lidt de her ting. Det glæder mig. Ja, vi snakkes ved.”
- SMS-korrespondance mellem ledende medarbejder hos Hübsch og ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent:
Ledende medarbejder hos Hübsch:
”FYI. Vi laver pr 16/8 et 5% tillæg pga priserne. (…)
Ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent:
”Tak [navn, ledende medarbejder hos Hübsch].
Ledende medarbejder hos Hübsch:
”Hvad ligger jeres på?”
Ledende medarbejder hos Hübsch’ konkurrent:
”Stadig 4%”
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen