23948sdkhjf

Debat: 25 år med pant - Danmarks største CSR-samarbejde trues af EU-krav

Dansk Retursystem er et bevis på, at frivilligt samarbejde og fælles ansvar kan føre til reelle resultater. EU er dog i færd med at indføre nye regler for emballage og affald, som trods ædel hensigt risikerer at underminere den danske pantmodel, lyder det fra dagens debattører

Ved udgangen af juni kan vi markere en vaskeægte dansk succeshistorie: Dansk Retursystem fylder 25 år.

Dansk Retursystem blev etableret forud for afskaffelsen af det danske forbud mod at sælge drikkevarer på dåse.  Det udviklede sig til det vel nok største CSR-samarbejde i den danske fødevarebranche, hvor producenter, importører og dagligvarehandelen har samarbejdet om at drive et effektivt pant- og retursystem. 

Ansvarlighed, samarbejde og sund fornuft går hånd i hånd – til gavn for miljøet, forbrugerne og erhvervslivet. Siden starten i 2000 har samarbejdet mellem de danske bryggerier og dagligvarehandlen været tæt og tillidsfuldt. Det er en væsentlig årsag til, at vi i dag har et af verdens mest velfungerende og effektive retursystemer. 

I 2024 afleverede danskerne 2,1 milliarder flasker og dåser tilbage via pantautomaterne. Og 99,7 procent af de indsamlede flasker og dåser genanvendes til nye i et lukket kredsløb, så gamle fødevareemballager kan blive til nye fødevareemballager. Det er noget, vi som samfund kan være stolte af. 

Imens har udviklingen ikke stået stille. Tværtimod. Udvalget af især øl og sodavand er eksploderet de seneste 25 år. Mange mikrobryggere – typisk lokale arbejdspladser i landdistrikterne – kan i dag få deres drikkevarer ud i bred distribution fordi pant- og retursystemet står for en landsdækkende, effektiv indsamling. Det er lykkedes at forene miljøansvar med innovation og mangfoldighed i udbuddet, og det er en af de stærkeste grunde til at hylde pantordningen med de første 25 år. 

Velmente EU-krav underminerer pantsystemet 

Men midt i glæden kigger vi fremad med en vis bekymring. EU er i færd med at indføre nye regler for emballage og affald, som trods ædel hensigt risikerer at underminere den danske pantmodel. 

Fra 2030 pålægges alle supermarkeder og barer i EU at sikre, at mindst 10 procent af deres emballage til øl, sodavand og kildevand er genpåfyldelig – altså flasker, der skal returneres, vaskes og fyldes igen. 

Planen er at hæve andelen til 40 procent i 2040. Det lyder umiddelbart rimeligt. Men det danske pantsystem baserer sig på at sammenpresse eller knuse emballagen og derpå genanvende aluminium, plast og glas til nye emballager. Så lykkes det ikke, at få EU til at undtage Danmark – og Norden i øvrigt – fra kravet om genpåfyldelige, tunge glasflasker, vil vores pantsystem blive obstrueret. 

Endda på trods af, at det dokumenterbart er mindst lige så miljømæssigt fornuftigt som et nyt og bekosteligt system med genpåfyldelige flasker. 

Hvis vi tvinges til at gå i retning af mere standardiserede og centralstyrede løsninger, kan det betyde mere bureaukrati, en svækkelse af vores cirkulære pantsystem og færre valgmuligheder for forbrugerne, fordi mindre bryggerier, tapperier og købmænd bukker under for massive investeringer i blandt andet tapperlinjer og lagerkapacitet. 

Vi skal naturligvis arbejde for fælles europæiske mål om mindre affald og mere genbrug – men det bør ikke ske på bekostning af de løsninger, der allerede virker. 

Danmark er ikke et land, der har brug for at starte forfra. Vi har bevist, at frivilligt samarbejde og fælles ansvar kan føre til reelle resultater. Så tillykke til pantordningen – og ikke mindst til alle os, der bruger den hver dag. Lad os værne om det, der virker, og sikre, at fremtidens regler bygger videre på de erfaringer, vi har opnået gennem de sidste 25 år

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11