23948sdkhjf

Ecco Sko vinder ny ærespris

Ecco Sko vinder den ny indstiftet ærespris ved EY Entrepreneur Of The Year-landskåring. Ecco vinder prisen for at have skabt vækst i generationer og for år efter år at sætte en tyk streg under værdien af de familieejede virksomheder.
Ecco Sko har skabt vækst i generationer og sætter år efter år en tyk streg under værdien af de familieejede virksomheder. For den indsats blev virksomheden i aften hædret med en ny indstiftet ærespris ved EY Entrepreneur Of The Year-landskåring.

- Ecco Sko har vist en imponerende grad af vedholdenhed i både med- og modgang. Og de har formået at forblive bannerførende på verdensmarkederne og på den måde være med til at sikre, at dansk design høster internationale roser og global anerkendelse, udtalte Carsten Collin, partner og direktør i Ernst & Young Entrepreneur Of The Year, ved prisoverrækkelsen i aftes.

Det er første gang, at der uddeles en ærespris ved EY Entrepreneur Of The Year. Prisen er indstiftet for at hædre de virksomheder, der i generationer har skabt og fastholdt arbejdspladser og skabt opmærksomhed omkring dansk erhvervsliv, forklarer Carsten Collin.

- Disse virksomheder er hjørnestenene i dansk erhvervsliv – og det er vores ønske at sætte fokus på deres værdi for samfundet og forståelse for de særlige udfordringer, der er knyttet til den type af virksomheder, siger Carsten Collin.

Hos Dansk Erhverv er man ikke spor overraskede over, at Ecco i år modtager æresprisen.

- Ecco har et fremragende produkt og har formået år efter år at udvikle kvalitetssko til både det danske og det globale marked. Samtidig har de formået at bidrage positivt til beskæftigelsen i deres hjemegn i Bredebro Jylland, hvor dygtige og loyale medarbejdere har bidraget til at udvikle forretningen samt ikke mindst få sat dansk design på verdenskortet, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Ulla Brandt.

Det var to stolte og tydeligt rørte prismodtagere fra Ecco Sko, bestyrelsesformand Hanni Toosbuy Kasprzak og adm. direktør Dieter Kasprzak, der modtog prisen til stående klapsalver fra de mere end 700 fremmødte erhvervsfolk ved EY Entrepreneur Of The Year-landskåringen i Bella Center.

Forud går en 50 år lang erhvervshistorie, siden det første par Ecco-sko blev skabt af Karl Toosbuy i 1963. I dag er det datteren Hanni Toosbuy Kasprzak, der står i spidsen for koncernen, der beskæftiger mere end 19.000 medarbejdere og holder fødderne varme på mennesker verden over.

Med prisen følger en tur til EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år, hvor Hanni Toosbuy Kasprzak og Dieter Kasprzak vil mødes med de øvrige modtagere af Æresprisen fra rundt om i verden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099