Dagrofa introducerer over 40 nye produkter i premiumbrandet Omhu.
De nye produkter spænder bredt fra oste, pølser og laks til pasta, pastasovs og saft – og retter sig især mod kvalitetsbevidste forbrugere, der ønsker lidt ekstra i hverdagen. Produkterne afspejler samtidig en markant fremgang i salget af Dagrofas egne mærker, særligt Omhu, Gestus og Grøn Balance.
Det oplyser Dagrofa i en pressemeddelelse.
- Vi mærker, at kunderne gerne vil have noget, der kan lidt mere, og der har de altså fået tillid til produkterne og til, at vi kan levere noget godt. Derfor ser vi meget frem til, at disse varer for alvor kommer ud at leve i Meny og i en række Spar-butikker, siger Steffen Winther, chef for private label i Dagrofa
Læs også: International pris til dagligvarekoncern for glutenfrit produkt
Udvalget tæller blandt andet pasta fremstillet i bronzeforme, marmelade med havtorn og saftvarianter med blåbær, rabarber og hyldeblomst.
- Kunderne kvitterer for, at vi med vores egne mærker har en ret god balance mellem pris og kvalitet. Derfor har vi også mærket et behov for flere varer i vores premium-mærke, og det har vi fået nu. Lægger du de her varer i indkøbskurven, så får du rigtig meget kvalitet for pengene, mener Steffen Winther
Initiativet er en del af Dagrofas vækststrategi Gro’27 og understøtter kædens ambition om at styrke sin position gennem private labels og differentiering i sortimentet.
Kategoridirektør Jesper Bjerring ser lanceringen som et vigtigt skridt i forhold til at tiltrække flere kvalitetsbevidste kunder til både Meny og Spar.