Et spisebord står i butikken med to prisskilte: 21.000 kroner overstreget, 13.500 kroner fremhævet som et tilbud.
Der ser ud til at være en markant rabat. Men spørgsmålet er, om førprisen nogensinde har været en reel handelspris - eller blot et tal på papiret.
AnnonceDet er netop den konstruktion, der blev foldet ud i DR-programmet Kontant, hvor Danbo Møbler i Aarhus blev kritiseret for at markedsføre et bord med en førpris på 21.000 kroner.
Forhandleren henviste til producentens listepris - også kaldet vejledende udsalgspris. Men ifølge Forbrugerrådet Tænk er en producentoplyst listepris sjældent tilladt at bruge til markedsføring af tilbud.
"Udtrykket ”vejledende udsalgspris” er som udgangspunkt ikke relevant som sammenligningsgrundlag, når virksomhederne laver tilbudsmarkedsføring", skriver Daniel Mathias Bager, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, til Wood Supply.
AnnonceMange eksempler
Kontant satte onsdag aften fokus på, hvordan møbelforhandlere laver fiktive førpriser. Det giver forbrugerne indtrykket af, at der er store besparelser at hente. Men virkeligheden er, at møblerne aldrig har været til salg til de høje priser. Det er i strid med markedsføringsloven.
Særligt sengeforhandleren Bedre Nætter blev udstillet i programmet. Men Danbo Møbler, Ilva Max Jessen og Erling Christensen blev det også.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er brugen af vejledende udsalgspriser som basis for rabatberegninger et udbredt fænomen i møbelbranchen.
Annonce”Vi har set rigtig mange eksempler på det, og det er desværre noget, der typisk vildleder forbrugeren til at tro, at der opnås en højere besparelse, end hvad der er tilfældet,” skriver seniorjuristen.
Wood Supply har skrevet til flere møbelproducenter med henblik på at sætte fokus på den udbredte rabatkultur i branchen - og hvilken indvirkning listepriser har på det. Ingen er vendt tilbage med svar.
Listepris skal dokumenteres
Selvom listepris ikke kan bruges til at markedsføre rabat, kan de alligevel bruges til noget.
AnnonceEn listepris kan bruges til at sammenligne forhandlerens egen pris med konkurrenternes. Men listeprisen må kun anvendes som reference, hvis den reelt afspejler prisen hos en repræsentativ andel af markedet.
Det er forhandlerens ansvar at kunne dokumentere, at produktet faktisk udbydes til den vejledende pris af et relevant udsnit af konkurrenter - og samtidig oplyse, hvornår dokumentationen er indhentet.
"Hvis man ikke kan det, er det ikke tilladt at bruge den vejledende udsalgs-/listepris som reference for dit tilbud," oplyser Daniel Mathias Bager.
AnnonceHan peger på, at det i praksis er en vanskelig opgave at løfte dokumentationskravet.
”Alt i alt er det derfor en vanskelig opgave for virksomheden, der ønsker at bruge den vejledende pris som sammenligningsgrundlag, og ofte vil det i vores optik vildlede forbrugerne,” lyder det.