Pr. 1. april 2014 bliver Let∙Køb officielt en del af KøbmandsHuset, når kæden slås sammen med KøbmandsHusets eksisterende Kwik Spar-kæde.
Det fremtidige kædenavn bliver Let∙Køb og kæden vil omfatte knap 150 købmænd, hvoraf Let∙Køb kommer med ca. 100 butikker. Med tiden er der mulighed for yderligere tilgang til Let∙Køb-kæden fra andre af SuperGros eksisterende kunder..
Omsætnings- og beliggenhedsmæssig er der rigtig mange lighedspunkter med de 2 kæder, som nu bliver fremtidens Let∙Køb-kæde.
- Vi skal tilbage til nogle af dyderne i det oprindelige Kwik Spar – vi skal have nærbutikker med fokus på godt købmandsskab, og så skal den selvstændige profil, der er så vigtig for at stå stærkt i sit lokale område, fastholdes, udtaler direktør Michael Østergård,
- Det er rigtig glædeligt for nærbutikkernes fremtid, at vi kan etablere en fælles kæde, med de fordele, som det medfører. Kæden bliver en vigtig del af KøbmandsHusets kædeportefølje, og dermed kan sidste etape i den endelige kædestruktur i KøbmandsHuset færdiggøres, tilføjer direktøren.
Fremtidens Let∙Køb består af nærbutikker, hvor kunden kan klare en stor del af hverdagens indkøb. Der er fokus på godt købmandsskab og en stærk lokal forankring, hvor den enkelte købmand har stor frihed til selv at tilpasse sit varesortiment til beliggenhed og kundegrundlag.