23948sdkhjf

Økologer vil resistente bakterier til livs

Økologisk Landsforening kræver forbud mod brug af cefalosporiner og en styrket indsats mod det store forbrug af medicin i landbruget efter, at DR's Kontant har fundet ESBL-bakterier i fjerkrækød.
Af tv-programmet Kontant på DR1 fremgik det tirsdag aften, at kyllingekød - uanset om det er dansk eller udenlandsk - ofte indeholder den multiresistente bakterie ESBL. Og det viser sig, at dette også gælder for økologisk kyllingekød.

Danmarks Tekniske Universitet, DTU, har testet 20 prøver af kyllinge- og hønsekød fra den danske dagligvarehandel, og i 11 af prøverne fandt man ESBL-bakterier. Tre af de 11 prøver var økologiske produkter.

Ikke kun forbrugernes ansvar
Det er en situation, som de økologiske fjerkræsproducenter samlet i Økologisk Landsforening ikke kan acceptere.

- Vi synes, at ethvert fund af resistente bakterier i fødevarer er alvorligt. Selv om god køkkenhygiejne og gennemstegning er meget effektivt mod ESBL-bakterierne, er det naturligvis ikke kun forbrugernes ansvar. Vi som producenter skal gøre alt, hvad vi kan, for at de bakterier slet ikke kommer med hjem i indkøbsposen, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening, som også er interviewet til Kontant-programmet.

- Så det er godt, at der er kommet fokus på sagen. Der er i det hele taget behov for mere fokus på årsagen til, at disse resistente bakterier opstår: det store forbrug af medicin i landbruget. Det er det, der giver resistente bakterier, som gør vigtig medicin virkningsløst. Medicin, som vi har behov for, når vi eller vores børn bliver syge. Det er derfor, at sygehuse og læger også råber op. Der er behov for handling, siger Paul Holmbeck.

Fødevarestyrelsen anbefaler god køkkenhygiejne og effektiv varmebehandling af kødprodukter som den bedste måde at undgå at blive inficeret med antibiotikaresistente bakterier.

ESBL-bakterier udgør en væsentlig lavere sundhedsrisiko end bakterier som salmonella og campylobacter, ifølge Fødevarestyrelsen. Det er ikke i sig selv sygdomsfremkaldende at spise kød med ESBL-bakterier, men det kan alligevel være farligt for os. Resistensen udgør en risiko, hvis bakterierne spreder sig fra tarmen til andre dele af kroppen.

Økologer: Vi har arvet problemet
ESBL-bakterier i kyllingekød skyldes brug af cefalosporiner, som er bredspektrede antibiotika. Danske, økologiske fjerkræavlere anvender ifølge Økologisk Landsforening ikke cefalosporiner og har aldrig gjort det. De mener derfor, at økologerne så at sige har arvet problemet. At ESBL er kommet ind i økologi via de konventionelle avlsdyr – det vil sige oldeforældre til vores fjerkræ.

Økologisk Landsforening mener derfor, at der er behov for at opbygge en økologisk avlsproduktion - hvor de økologiske producenter vil kræve ESBL-fri produktion. Det vil dog tage år og kræve internationalt samarbejde.

- I dag er der er ikke økologer nok til at understøtte et adskilt avlsarbejde, men forbrugerne køber flere og flere økologiske æg og slagtefjerkræ, så der bliver flere økologer. Så vi får flere muskler, der kan bruges i indsatsen, siger Paul Holmbeck.

Arbejder på økologiske forældredyr
I øjeblikket arbejder Økologisk Landsforening for etablering af en økologisk produktion af egne forældredyr. Gerne under statslig kontrol i Danmark. Der er allerede en producent, der har mod på det, men reglerne skal først være på plads. Det er på dagsordenen, når repræsentanter for foreningen har møde med Fødevareministeriet i næste måned.

- I dag kan vi garantere, at vores økologiske æg, høns og slagtefjerkræ er 100 procent økologiske. Men nu skal vi sikre, at deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre også er det. Og til disse avlsproduktioner, vil vi kunne stille krav om fravær af antibiotikaresistente bakterier som ESBL, siger Paul Holmbeck.

Økologisk Landsforening taler også for et forbud mod anvendelse af cefalosporiner i fødevareproduktion i Danmark. Og gerne på EU-niveau.

- Syge dyr skal naturligvis behandles og skal ikke lide, men der er alternativer til cefalosporiner. Derfor er et totalforbud på sin plads. De har ingen plads i fødevareproduktion, når de er årsag til resistensdannelse. Vi støtter dansk landbrugs generelle indsats for at presse leverandører til at droppe cefalosporiner. Men vi mener, at ansvarlighed i forhold til folkesundhed er ikke noget man skal forhandle sig til, det skal der lovgives om, siger Paul Holmbeck.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094