23948sdkhjf

Zalando buldrer frem

Den tyske netkoncern Zalando har med nye standarder for levering og returvarer, en aggressiv markedsføring og tusindvis af varenumre fået stor succes på det danske marked for nethandel.
Efter blot 18 måneder i Danmark er den tyske onlinegigant Zalando strøget ind på fjerdepladsen over de mest populære netbutikker blandt de danske forbrugere. Det skyldes i høj grad at selskabet har brudt normerne for nethandel med sine atypiske standarder for levering og returvarer, skriver Jyllandsposten.

Væksten fortsætter
Selvom Zalando allerede har vundet store markedsandele ventes væksten at fortsætte. Ambitionen er at opnår en dominerende position inden for nethandel med modetøj.

- Vi har allerede opnået store resultater i Danmark, og vi fortsætter med at tilpasse vores forretning til de danske kunders behov. Vi vil eksempelvis øge udvalget af danske mærker, fordi det er det, kunderne vil have, siger Steffen Heinzelmann, kommunikationschef i Zalando til avisen.

Samtidig med udvidelsen af varesortimentet lancerer man i de kommende måneder en app, der skal gøre det endnu nemmere for de danske kunder at klikke sig til modetøj via telefon og tablet. Allerede i dag gennemføres mere end 35% af alle handler på Zalando på denne måde.

Normbryder
En af årsagerne til at Zalando har haft så stor vækst på så kort tid skal tilskrives den aggressive markedsføring på alle platforme, men også at man har brudt med normerne på markedet for nethandel med gratis fragt og returnering af varer i samme emballage uden beregning.

- Zalando har brudt en stor barriere hos forbrugere, som har tøvet med at bestille modetøj online, fordi de skulle betale for at sende varen retur, hvis bukserne eller skoene ikke passede. Det har givet mange nye kunder, siger Camilla Birch, partner i konsulentvirksomheden Birch & Birch med speciale i nethandel.

Hun nævner endvidere virksomhedens store udvalg kombineret med hjemmesidens overskuelighed, som en faktor til succes.

Indtjeningen halter lidt bagefter
Zalando rundede sidste år 1 mia. euro i omsætning, salget steg med 50% til knap 1,8 mia. euro og i 2013 var der 13 mio. kunder, der havde handlet mindst en gang.

Ikke desto mindre halter indtjeningen lidt bagefter stigningen i salget. Selskabet har oplyst, at indtjeningen før renter og skat var på minus 6,7%, men at det skal ses som led i strategien om at ekspandere hurtigt. Til gengæld ventes det at føre at solidt overskud med sig på sigt.

Koncernchef og ejer af Bestseller Anders Holch Povlsen er en af de større aktionærer i den tyske koncern med hovedsæde i Berlin.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171