Omsætningen af dagligvarer i de 16 storcentre, der ejes af Steen & Strøm, er faldende. I årets første kvartal solgte man for 4 procent mindre end i samme periode sidste år. Og siden 2008 er dagligvareomsætningen faldet fra 6,1 mia. kr. til 4,3 mia. kr. sidste år.
Hovedårsagen er i følge Steen & Strøm og centerekspert Per Nyborg, adm. direktør i ICP, Institut for Center-Planlægning, at storcentrene rummer ganske få discountbutikker.
– Fraværet af discountbutikker i de fleste centre er en af hovedårsagerne til, at dagligvareandelen har været faldende i centrene. I takt med etableringen af stadig flere discountere relativt tæt ved befolkningens bopæl - og den markante udvidelse af disse butikkers åbningstider - har de fået en stigende betydning, mener Per Nyborg.
Markedsdirektør hos Steen & Strøm Claus Tüchsen vil da heller ikke udelukke, at der med tiden vil flytte flere discountbutikker ind i centrene.
- I visse centre hvor placeringen i centret, logistik og marked kan matche discountenhedernes krav og behov, vil vi godt kunne se dem i centrene fremadrettet, siger han til Dansk Handelsblad.
Læs mere i Dansk Handelsblad.
