23948sdkhjf

Glostrup får nyt stort butiksområde

Daugaard Pedersen A/S har udviklet og igangsat et 12.000 m² butiksprojekt i Glostrup, der åbner primo 2015. Biltema, Harald Nyborg, Jysk og Netto er blandt de butikker, der indgår i projektet.
Frem til 2007 havde importøren af Peugeot i Danmark til huse på Hovedvejen 183 i Glostrup, og nærmeste nabo på Hovedvejen 179 var plejehjemmet Arendse. De gamle bilhuse og plejehjemmet har gennem flere år stået tomme, og er nu nedrevet for at give nyt liv, i det i forvejen meget attraktive handelsområde i Glostrup.

Velkendte landsdækkende kæder
Det nye butiksområde ligger på en grund på ca. 28.000 m² og det er totalentreprenør og projektudvikler Daugaard Pedersen A/S i Kolding, der har udviklet og opfører projektet. Butiksområdet bliver på i alt 12.000 m², hvoraf ca.10.000 m2 er afsat til velkendte landsdækkende butikskæder.

- Vi har igennem nogle år, arbejdet med grunden, men et projekt af denne størrelse tager tid at nå i mål med. Der var flere forhold hos både sælger, os og butikskæderne, der skulle falde i hak, før vi kunne færdiggøre overtagelsen af ejendommen, udtaler adm. direktør fra Daugaard Pedersen A/S, Jan Riis Nielsen og fortsætter

- Vi er stolte af, at kunne give nyt liv til denne ejendom i Glostrup. Med de stærke kæder, der indgår i projektet, er vi helt sikre på, at det vil give hele området et stort løft, og det bliver et af Storkøbenhavns knudepunkter for detailhandel.

Borgmester i Glostrup, John Engelhardt, glæder sig over at det nye butiksområde bliver en realitet, og at området efter et længere tilløb realiseres.

- Vi arbejder hele tiden på at styrke Glostrup på alle fronter – og herunder også handelslivet. En af Danmarks største Bauhaus butikker samt Elgiganten er de nærmeste naboer til det nye butiksområde – og vi har i Glostrup Kommune netop vedtaget en ny lokalplan, der gør det muligt for Bauhaus at udvide den nuværende butik med yderligere 3.000 m2. Vi hilser Daugaard Pedersens projekt i Glostrup velkommen, og glæder os over at Glostrup Kommune fortsætter den positive udvikling, siger han.

Biltema, Harald Nyborg, Jysk og Netto
Den største af butikkerne i Glostrups nye butiksområde bliver den svenske kæde Biltema, der etablerer 5.200 m² butik i 2 plan. Det er samtidig den første Biltema i hovedstadsområdet.

- Vi forventer os meget af denne butik og butiksområdet som helhed, og vi ser frem til at kunne tilbyde vores kommende kunder spændende oplevelser og gode indkøb, udtaler Biltemas danske direktør Karsten Pedersen.

Derudover etableres butikker til Harald Nyborg, Jysk og Netto, samt en restaurant, som endnu ikke kan offentliggøres.

Tilbage er ca. 1.200 m², som Daugaard Pedersen A/S forventer afsat inden åbningen primo 2015.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079