Med seks millioner gæster årligt i Aalborg Storcenter er der god grund til at forvente en varm modtagelse for Starbucks. Store Manager Lise-Lotte har allerede mærket interessen fra kunder, der glæder sig til en iskold Frappucino i sommervarmen.
Caféen er placeret ved Bilkas indgang, og er udstyret med en lille terrasse.
For Lise-Lotte Buus Jensen bliver åbningen af Starbucks i Skalborg som at komme hjem. Allerede som 16-årig stod hun i Quick Food’en i Bilka, og karrieren i Dansk Supermarked fortsatte, da hun blev udlært i stormagasinet Salling Aalborg i 1995. Hun har været tilbage i Bilka ad flere omgange som både områdeansvarlig og serviceleder.
Starbucks har altid haft en særlig plads i Lise-Lottes hjerte, siden hun som 23-årig fik job som supervisor på en Starbucks café i London. I dag er hun 38 år, og kærligheden til kaffe-kæden er ikke blegnet. Tværtimod.
- Jeg elsker simpelthen Starbucks, fordi det er så hjemligt. Det er sådan et sted imellem arbejde og bopæl, hvor man kan slappe af og mødes med venner, kolleger, naboer og familie. Et sted, hvor man bare kan være sig selv og nyde en god kop kaffe. Jeg har fået samlet et rigtig godt team her, og vi glæder os virkelig til at åbne og byde kunderne indenfor, siger hun.