Siden julimåned har pop-up-butikken MUD ligget i Nansensgade i Svaneke. Her kan man designe sit eget keramik, men to uger før sommer-sæsonen er forbi, bliver indehaver Susanne Søllund nødt til at lukke. Naboens stillads er årsagen, skriver TV2 Bornholm.
Inden naboens stillads så dagens lys havde man haft tre gode uger, men efter at håndværkere er gået i gang med renovering af naboejendommens tag, er der sket et markant fald i omsætningen.
- Jeg kan se at butikken fra den ene dag til den anden nærmest er gået ned til en femtedel,og det er katastrofalt i højsæsonen, udtaler Susanne Søllund, der ærgrer sig over den omsætning hun nu går glip af og de to medarbejdere hun har måttet fyre før tid.
Butikken er dog gået så godt, at den sandsynligvis popper op igen til næste sommer.