23948sdkhjf

Søstrene Grene øger indtjeningen

Den Aarhus-baserede detailkæden Søstrene Grene vil fremad. Det seneste regnskab viser øget indtjening og vækstambitionerne er stadig store hos kæden.
Fodfæste på de nye markeder i udlandet, flere butiksåbninger i ind- og udland og store investeringer i logistik og IT. Alt sammen i sidste regnskabsår. Alligevel fortsætter den Aarhus-baserede detailkæde med at levere flotte resultater. Kodeordene er en tilspidsning af værdikæden, ekspansion, fokus på design og den særlige ”søsterånd”.

Søstrene Grenes Import A/S har netop offentliggjort resultaterne fra deres seneste regnskab. Regnskabet viser fortsat vækst efter det forrige rekordregnskab på 19,4 millioner kroner før skat. Resultatet lyder på 21,6 millioner kroner før skat.

Det flotte resultat kommer efter et år med store investeringer i etablering på tre nye markeder. Udlandseventyret tog sit første skridt ind i Asien med en åbning i Tokyo samt åbninger både i Madrid og Paris. En positiv modtagelse blandt kunderne på de tre nye markeder betyder, at Søstrene Grene har sat gang i yderligere butiksetableringer langt fra Danmark.

Søstrene Grene har i perioden investeret i et stort logistikcenter i Viby J, som tredobler kapaciteten. Det sker for at sikre kæden til fremtidig vækst.

- Der er flere grunde til, at vi i et investeringsår kan levere et øget overskud. Vi har for eksempel arbejdet på en optimering af de forskellige led i vores værdikæde og så har der været en pæn vækst i omsætningen på de ”gamle” markeder i Skandinavien, siger Mikkel Grene, adm. direktør i Søstrene Grene og fortsætter:

- Vi har været meget spændte på at se, hvordan vores koncept fungerer langt fra Danmark, og det har været fantastisk positivt at opleve, at kunderne har taget så godt imod os på de nye markeder.

Fremgang på egne designs
Hos Søstrene Grene har man i de senere år kunne finde mange designvarer på hylderne i de snørklede gange, og det er da også et område, hvor kæden har satset stort ved at ansætte egne designere.

- Vi ser, at vores produkter fra egne design går rigtig godt, og design er også noget, som vi har skærpet vores fokus mere henimod både i forhold til produkter og vores butikker,” siger Mikkel Grene.

Flere af kædens seneste butiksåbninger har været på lokationer med en meget høj frekvens af besøgende.

- Vi har fået gode placeringer til mange af vores seneste butikker – f.eks. Bogstadveien i Oslo, som er en af Norges bedste handelsgader. Dem vil vi gerne have endnu flere af i fremtiden. Det er ingen hemmelighed, at vi lever af et højt besøgsantal, så selvom det koster mere i husleje, så kan det godt betale sig, fordi kunderne altså går ind i vores forretninger, slutter Mikkel Grene.

Stærke værdier
De særlige værdier der kendetegner Søstrene Grene, benævnes ofte som ”Søsterånden”. ”Søsterånden” er den særlige kultur, som bl.a. har været med til at sikre kæden succes igennem mere end 40 år og som gør at der er en særlig ånd og atmosfære i de mange Søstrene Grene butikker. ”Det er mere en livstil end et arbejde, når man er hos Søstrene Grene, siger Mikkel Grene.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078