Et flertal i Ringsted Byråd fra Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre præsenterede på mandagens byrådsmøde et nyt forslag til torveprojektet i Ringsted, skriver Ringsted Weekend.
Planen var ellers at lukke for trafikken henover Torvet - og det var ikke mindst til handelsstandsforeningens store fortrydelse. Protester, man nu lytter til.
-De bekymringer har vi lyttet til, og overvejet grundigt, for der er gode argumenter for og imod. Set i det lys, har vi i Venstre vurderet, at det vil være hensigtsmæssigt, at trafikken fortsat kan forløbe langs med Torvet langs med bankerne - men vi forudsætter, at det kommer til at foregå på de bløde trafikanters præmisser, understreger Klaus Hansen, gruppeformand fra partiet Venstre.