Flere supermarkedskæder ser frem til nye salgsrekorder, og påskehandlen består mest af mad. Alligevel mener et flertal af danskerne ikke, at de har et problem med madspild i påsken, skriver organisationen Stop Spild af Mad i en pressemeddelelse.
Ifølge en ny undersøgelse fra Epinion for Stop Spild Af Mad mener kun fire procent af danskerne, at deres husstand har mere madspild i påsken end resten af året. Hele 79 procent af danskerne mener, at madspild ikke udgør et problem i husstanden.
- Det er flot, at danskernes bevidsthed om madspild i Påsken er vedvarende. Tingene bevæger sig i den rigtige retning, når så stor en andel af befolkningen efter egen opfattelse ikke længere oplever madspild som en udfordring i Påsken, som ellers plejer at være noget af en madspildshøjtid, siger stifter af Danmarks største frivillige organisation mod madspild Stop Spild Af Mad, Selina Juul.
- Den liberaliserede lukkelov har uden tvivl spillet en rolle, da mindre supermarkeder og købmænd i dag har mulighed for at holde åbent i påsken, hvilket gør det nemmere for danskerne at styre påskens indkøb. Også til hverdag har de efterhånden mange års opmærksomhed og kampagner om madspild flyttet danskernes holdning til handling: ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer er omfanget af danskernes madspild de seneste fem år faldet med 25 procent, fortsætter hun.
