Ny Fakta-direktør venter ikke overskud i år
Bag styrepinden i F-16, Faktas nye koncept, vil Stina Glavind som ny kædedirektør sikre kæden sorte tal.
– Vi har underskud, og jeg vil ikke sætte dato på, hvornår vi har vendt det til et overskud. Det bliver ikke i år, men vi er på vej. Det har dog kostet os penge at lukke butikker og at rulle konceptet ud, siger Stina Glavind til Dansk Handelsblad.
Driftsunderskuddet endte i 2015 på 97 mio. kroner mod 101 mio. kroner året før. Årets resultat lå på -74 mio. kr. mod -82 mio. kroner året før.
Omsætningen var med 9.928 mio. kroner stort set status quo i forhold til en omsætning på 9.880 året før.
Kæden er i øjeblikket i gang med at konvertere alle butikker til F-16-konceptet, som det nye koncept hedder. det indebærer blandt andet en udvidelse af ferskvarersortimentet.
Målet er, at den enkelte kunde køber mere.
– Men allerede nu kan vi måle, at vores kundetilfredshed (NPS) er steget med 15 pct. fra efteråret til den seneste måling i foråret, og både omsætning og indtjening er stigende. Det er tydeligt, at det går bedst i de butikker, der er omstillet. De butikker, der er blevet moderniseret fra bunden, har tocifrede vækstprocenter, siger kædedirektøren.
Kæden tæller i dag 412 butikker – inklusive de 22 Fakta Q, som der lige nu ikke er nye planer for – 122 er dags dato omstillet til det nye koncept, og ved udgangen af året gælder det for yderligere 110.
Læs mere i Dansk Handelsblad (kræver abonnement)
http://dhblad.dk/ny-fakta-direktoer-kigg...