Årets Kiwi ligger i Ullerslev på Fyn
Butikschef er Susanne Axelgaard.
Dagrofas discountkæde har netop afholdt sin årlige ’KIWI-aden’, som er en stort festdag for medarbejderne, og i den forbindelse blev prisen uddelt.
– Susanne gør det utrolig godt, og det er tydeligt, at hun bakkes 100 procent op af sit hold af medarbejdere. Butikken er dynamisk, og der er altid inspiration at hente for kunderne, der altid bliver mødt med et smil og god service fra personalet. Og så er Susanne ikke bleg for at træde til og hjælpe sine kollegaer i andre butikker, når der er behov for det. Det er bemærkelsesværdigt og eksemplarisk, siger kædedirektør i Kiwi, Carsten Hansen.
Med prisen som ’Årets butik 2016’ kan Susanne Axelgaard og hendes hold af 25 medarbejdere se frem til en tur til Norge med alt betalt. Her vil de – ud over at få en fornøjelig tur og et velfortjent afbræk fra hverdagen – få mulighed for at hente inspiration ved butiksbesøg hos Kiwi Norge som en af landets største dagligvarekæder.