Detailhandlen tog revanche: Økonomiske nøgletal
Beskæftigelsesfremgangen fortsatte i maj, mens ledigheden faldt igen i juni.
Det skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Vareeksporten steg fra maj til juni, og er steget det seneste kvartal. Tjenesteeksporten har dog skuffet det seneste år med et fald på hele 11,2 pct. over det seneste år.
På den positive side er konjunkturindikatorerne fra EU og USA stadig positive og peger på moderat vækst i de økonomier fremadrettet.
Det er tydeligt, at Brexit satte sine spor på de finansielle markeder, men uroen er også aftaget igen. Lave oliepriser og renter sammen med stigende udlån til virksomheder og lempeligere kreditpolitik er godt for dansk økonomi. Men det lave niveau for renter og olieprisen er altså også tegn på, at verdensøkonomien ikke er oppe i et gear, der for alvor kan skubbe væksten i gang i Danmark.
Ledighed: Fald i juni
Ledighed faldt med 1.500 personer fra maj til juni 2016 til 111.069 personer. Det svarer til en ledighedsprocent på kun 4,2 pct. af arbejdsstyrken. Ledigheden er nu faldet med 53.500 personer siden juli 2012.
Beskæftigelse: Beskæftigelsesfremgangen fortsætter
Antallet af beskæftigede lønmodtagere steg igen med 2.900 personer fra april til maj. Den samlede lønmodtagebeskæftigelsen er steget 44.000 personer over de seneste 12 måneder. Fortsætter fremgangen på arbejdsmarkedet bliver flaskehalsproblemer hurtigt en meget reel udfordring.
Forbrugerforventninger: Forbrugertilliden faldt lidt i juli
Forbrugertilliden faldt til 3,1 i juli fra 4,4 i juni. De små udsving skal man ikke lægge for meget i, men der øjnes en svag nedadgående tendens gennem 2016. Det er forbrugerne, der holder den danske økonomi gående i øjeblikket, så hvis forbrugernes gode humør stille og roligt er ved at vende, tegner det ikke for godt for økonomien fremover.
Dankortomsætning: Dankortomsætningen faldt
Dankortomsætningen var 29,4 mia. kr. i juli, når der korrigeres for sæsonudsving og Mobile Pay-overførsler. Det var et fald på 1,5 pct. ift. juni, hvilket ikke tegner godt for privatforbruget det kommende kvartal.
Konjunkturindikatorer: Fald i alle tre brancher
Konjunkturindikatorerne dykkede i alle tre branchegrupper i juli. En svagt faldende tendens hos serviceerhvervene er det mest bekymrende ved julis tal, da de andre mest er normale udsving. Men det er stadig værd at notere sig, at både service og detailhandel ligger over nul, og har gjort det i mere end tre år nu.
Konkurser
Pga. IT-problemer hos myndighederne er konkurstallene i øjeblikket ikke retvisende, og har været fejlbehæftede i et års tid eller mere. Derfor udgår omtalen af konkursudviklingen indtil tallene igen vurderes retvisende.
Udenrigshandel: Stigende vareeksport
Vareeksporten steg med 3 pct. fra maj til juni, og er det seneste kvartal steget med 2,2 pct. ift. kvartalet før.
Udenrigshandel: Tjenesteeksporten faldt igen-igen
Tjenesteeksporten har dog skuffet på det seneste med et fald på 1,6 pct. fra 1. kvartal til 2. kvartal og på hele 11,2 pct. over det seneste år. Eksporten rammes af en nedgang i væksten i den globale samhandel, og det har sammen med faldende fragtrater især påvirket søtransporten, der udgør 45 – 50 pct. af den samlede tjenesteeksport.
Internationale konjunkturindikatorer (PMI): Uændret i EU – stigning igen i USA
PMI-indikatoren steg i juli i USA til 51,8, mens indikatoren har ligget uændret det seneste halve år i EU. Begge er over 50, hvilket indikerer fremgang i økonomien. Vi må håbe, at de sidste to måneders stigning i USA er en strømpil for de kommende måneder.
Aktiekurser, C20 Cap: Lille fald den seneste uge, men Brexit-uro er aftaget
Brexit skabte en del uro på aktiemarkederne i slutningen af juni og i juli. Derefter er uroen stilnet af, men aktierne i C20-indekset er dog den seneste uge faldet med 0,8 pct., og ligger stadig under niveauet fra før Brexit skabte uro og aktiekursfald.