23948sdkhjf

Nyt ladenetværk er et skridt mod køb af flere elbiler

Et europæisk netværk af ladestationer er nødvendigt for at få flere til at købe elbiler, mener Motor-redaktør.
En række store bilfirmaer er gået sammen om at skabe et europæisk netværk af ladestationer til elbiler.

Dermed vil det blive nemmere og hurtigere for ejerne at få opladet deres biler, og det vil være muligt at tage på lange ture uden frygten for at løbe tør for strøm.

For Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FDM's magasin Motor, er netværket et naturligt skridt på vejen i omstillingen til elbiler.

- Det er jo i virkeligheden forudsætningen for, at bilproducenterne skal lykkes med deres plan om at få os til at køre elbiler i stedet for benzin- og dieselbiler, siger han.

Det er ifølge Søren W. Rasmussen nødvendigt at gøre elbiler i stand til at køre nærmest ubegrænsede afstande, hvis folk skal få lyst til at investere i dem.

Samtidig skal tiden for en opladning forkortes.

Kort sagt er det nødvendigt, at elbilen i højere grad kommer til at ligne benzin- og dieselbiler. Det vil et netværk af ladestationer i Europa hjælpe betydeligt på.

- Så det er helt klart et rigtig godt trin i retning mod, at vi alle sammen på sigt skal køre i elbiler, siger han.

Søren W. Rasmussen ser det som en god idé, at bilfabrikanterne står sammen i deres arbejde med at udbrede elbilens muligheder for at blive opladet.

Det er en fordel i forhold til den store elbilproducent Tesla, der kun laver stationer til sine egne biler.

- Det er jo en uholdbar situation at bygge en ladestation til hvert bilmærke, siger han.

- Den eneste rigtige løsning er, som man har gjort nu, at gå sammen og lave ladestationer, der kan bruges af alle bilmærkerne og som er finansieret og etableret af de store bilmærker i fællesskab.

Netværket ventes at være færdig i 2020.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204