23948sdkhjf

JKE Design åbner nye køkkenbutikker i de store byer

Den nye satsning sker med flagskibsforretninger og et helt nyt butikskoncept.
JKE Design planlægger nye køkkenbutikker i de største byer landet over, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Den nye satsning sker med flagskibsforretninger og et helt nyt butikskoncept, der samtidig er på vej ud i de eksisterende butikker. Første stop bliver Aarhus, hvor JKE Design lancerer det nye koncept i foråret 2017.

Lanceringen af butikskonceptet er en del af JKE Designs nye strategi, der skal sikre, at det over 40 år gamle Nordjyske køkkenfirma bliver et brand endnu flere danskere kender.

- JKE Design åbner nye butikker over hele landet. Vi har hidtil fyldt meget i folks bevidsthed i udvalgte områder på danmarkskortet, men antallet af områder skal nu udbygges og nye skal erobres. Særligt i og omkring de større byer vil vi åbne nye flagskibsforretninger, og den første bliver i Aarhus til foråret 2017, siger adm. direktør i JKE Design, Søren Overgaard.

Med næsten 14.000 følgere er JKE Design det største danske køkkenbrand på Instagram, det hurtigst voksende sociale medie i verden. Køkkenbrandet vil nu sikre, at den oplevelse brugerne får online videreføres ude i butikkerne.

- Med både udvalgte placeringer og nyindrettede butikker vil vi give kunderne en ny køkkenoplevelse, der er tættere på vores onlineprofil. De vil komme ind i en gennemtænkt køkkenbutik, hvor der er arbejdet med opstillinger af køkkenmodeller i form af tableau-udstillinger (udsnit af et helt køkken). På den måde får vi maksimal fleksibilitet og mulighed for at vise endnu flere køkkendesigns uden at det føles trængt. Vi vil give kunderne en klar og levende oplevelse. Vi vil sikre, at ligegyldigt om du bor i lejlighed, parcelhus eller i patriciervilla, så passer vores designs ind i dit hjem, siger Steen Gyldendal, marketingdirektør i JKE Design.

Hovedkræfterne i den nye Aarhus-satsning er allerede på plads. JKE Designs ambitioner har tiltrukket to yderst erfarne køkkenspecialister fra ledende stillinger i HTH. Det er Chris Jakobsen, som kommer fra et job som salgschef for HTH i Jylland, og Morten Vammen, som har været filialchef i HTH Aalborg.

Der er sat fuld blus på ansættelsen af det nye salgsteam til Aarhus-butikken, hvor 4 køkkenspecialister skal stå klar til åbningen til foråret, når det nye butikskoncept bliver præsenteret på Tilst Søndervej i Tilst ved Aarhus.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157