23948sdkhjf

Nyt samarbejde: Køkkenkæde inviterer designvirksomhed inden for

Den nordjyske køkkenproducent JKE Design kunne for nyligt sætte en tyk streg under en vellykket turnaround-proces med offentliggørelsen af et årsregnskab med millionoverskud.

Nu fortsætter vækstrejsen med et nyt samarbejde med den aalborgensiske designvirksomhed Sackit. Det betyder, at kunderne fremover kan tilvælge designvirksomhedens barstole af massivt træ ved køb af nyt køkken.

– Vi er meget stolte over at få muligheden for at indgå et samarbejde med en af Nordjyllands førende designvirksomheder. Vi deler en kærlighed for nordisk design, og det betyder blandt andet, at Sackits produkter passer perfekt til den stil og kvalitet, vores køkkener har, fortæller Claus Beier, adm. direktør hos JKE Design, og fortsætter:

– Helt konkret betyder samarbejdet i første omgang, at Sackits elegante barstole bliver en del af sortimentet i vores butikker. Det er en stor fordel for vores kunder, som fremover får lettere ved at forestille sig og vælge en komplet køkkenløsning med tilhørende detaljer direkte i vores showrooms. Det har vi gennem årene mærket en stor efterspørgsel på, så vi er glade for, at det nu er muligt.

Store ambitioner for fremtiden

Hos Sackit, som foruden barstole blandt andet forhandler nyfortolkninger af den klassiske sækkestol samt elektronik som højtalere og hovedtelefoner, glæder man sig ligeledes over samarbejdet.

– Vi glæder os til for alvor at skyde samarbejdet, som vi har store forventninger til, i gang. JKE’s køkkener forbindes med eksklusivitet og god kvalitet, hvilket vi også stræber mod med vores egne produkter. Samarbejdet er således helt oplagt for os, og vi har da også tårnhøje ambitioner for fremtiden. Vi vil for eksempel gerne udvide samarbejdet yderligere på sigt ved at tilføje flere af vores produkter i JKE’s showrooms, som kan sætte prikken over i’et i køkkenindretningen, fortæller Kristoffer Glerup, grundlægger og adm. direktør hos Sackit.

Sackits Nordic barstole kan allerede nu opleves i udvalgte JKE-butikker, og efter planen udrulles stolene i samtlige butikker de kommende måneder. Barstolene fås i flere varianter, og prisen afhænger af blandt andet størrelse og materialevalg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094