23948sdkhjf

Kirken beholder sin vetoret - DF slog bremserne i

I Holstebro satte kirken en stopper for butiksbyggeri til en halv mia. - og den ret beholder kirken.
Kan det virkelig være rigtigt, at folkekirken har lov til at forhindre et bolig- og butiksbyggeri, bare fordi det kommer til at ligge i nærheden af en kirke?

Det spørgsmål satte tidligere i år sindene i kog i Holstebro, efter at Viborg Stift nedlagde veto mod et 63 meter højt tårn med boliger, hvorpå entreprenøren droppede planen om et butikscenter til over en halv mia.

Derfor blev mange glade, da de så lovforslaget til den nye planlov. Her var stiftsøvrighedens og andre myndigheders indsigelsesret nemlig pillet ud, så kun ministeren ville have lov at stoppe et lokalplanforslag.

Men nu er stiftsøvrigheden igen skrevet ind i loven, som vedtages torsdag, skriver dknyt .

Dansk Folkeparti, som er med i forliget om planloven sammen med regeringen og Socialdemokratiet, var ikke parat til at stække kirkens indflydelse.

- Da vi indgik aftalen sidste år, aftalte vi at undersøge, om en række byggelinjer virkede utilsigtet. Pludselig stod det i loven, som var sendt i høring, at kompetencen var overgået til ministeren. Det ville jeg ikke være med til, siger ordfører Hans Kristian Skibby (DF) til dknyt.

Han krævede derfor under udvalgsbehandlingen, at ændringen blev pillet ud igen.

- Jeg synes ikke, det giver mening, at man kun på Slotsholmen kan nedlægge veto mod byggeri så tæt på danske folkekirker. Det var ikke en del af aftalen, og derfor var det et ultimativt krav fra mig at få det fjernet igen. Det måtte de respektere, siger han.

Torsten Schack Pedersen er planordfører for Venstre, og han bekræfter udlægningen.

- Det stod ikke klart nok i aftalen, og som forligspartner skal man sørge for, at alle er tilfredse. Så nu bevares kirkernes indsigelsesret, siger han til dknyt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141