23948sdkhjf

OVERBLIK: Kvinde postede billede af blotter på Facebook

Et opslag på Facebook med billeder af en formodet blotter sidste år førte til en civil anholdelse af manden. Dagli'Brugsen accepterer bøde.
Nykøbing Falster

35-årige Rikke Louise Andersen er tirsdag i Retten i Nykøbing Falster, fordi hun har lagt et billede op på Facebook af en mand, som havde blottet sig for hendes datter og en af datterens veninder.

Det er anden gang, at hun er i retten. Første gang blev hun frifundet, da hun var tiltalt efter en forkert paragraf. Anklagemyndigheden besluttede derfor at rejse tiltale på ny.

Her er et overblik over sagens forløb:

2016:

* 4. august: Hændelsen med blotteren bliver anmeldt til politiet om eftermiddagen. Den ene af de to piger bliver afhørt.

* 5. august: Rikke Louise Andersen gennemser om morgenen videoovervågning fra en butik. Med sin mobiltelefon tager hun billeder af overvågningsvideoen med gerningsmanden.

Samme dag omkring klokken 13.00 gennemser politiet overvågningsbilleder fra butikken, som efterfølgende bliver sikret.

Omkring klokken 15.00 offentliggør Rikke Louise Andersen billeder, som hun har taget med sin mobil, på Facebook med teksten:

- Ham hér skal vi have fat i, så del indtil vi finder ham.

Tidligere har hun lagt en beskrivelse af hændelsen på det sociale medie sammen med en tegning af gerningsmanden, som datteren havde lavet.

* Billederne på Facebook fører til, at to taxachauffører senere samme dag genkender manden og foretager en civil anholdelse. Politiet bliver tilkaldt og anholder ham.

Herefter beder politiet Rikke Louise Andersen om at slette opslaget og gør hende opmærksom på, at det hun har gjort er ulovligt. Hun sletter derefter alle opslag.

* 4. oktober: Retten i Nykøbing Falster afsiger dom mod gerningsmanden, som har tilstået. Han bliver idømt 10 dagbøder à 250 kroner for blufærdighedskrænkelse.

2017:

* 10. marts: Rikke Louise Andersen bliver frifundet ved Retten i Nykøbing Falster. Det sker, fordi der er rejst tiltale efter en forkert paragraf i persondataloven.

* 24. marts: Anklagemyndigheden rejser fornyet tiltale mod kvinden. Bødeforlægget lyder stadig på 5000 kroner. Dagli Brugsen får også et bødeforlæg 5000 kroner, som butikken frivilligt vælger at betale.

* 20. juni: Den nye retssag kommer for retten. Der er afsat en halv retsdag.

* 27. juni: Klokken 08.30 bliver der afsagt dom uden retsmøde.

Kilder: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og retssagen i Retten i Nykøbing Falster.


/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078