23948sdkhjf

Danskernes pengeforbrug på nettet stiger stadig

Danske netbutikker omsatte for 13,2 procent mere i første halvår i forhold til samme periode sidste år.

Danskerne handler stadig mere og mere på internettet.

Det viser tal fra Dibs Payment Service, en underafdeling i betalingskoncernen Nets, der administrerer betalingssystemerne på adskillige danske netbutikker.

Dibs har kigget på omsætningen hos cirka 3500 danske netbutikker i de første seks måneder af 2017. Hver butik har i gennemsnit oplevet en stigning i omsætning på 13,2 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Vi kan se, at e-handel fortsætter med at vækste, som vi har set de sidste fem år, siger Henriette Høyer, salgschef hos Dibs.

Hun peger på, at udviklingen blandt andet skyldes, at fysiske butikker i stigende grad også giver kunderne mulighed for at handle online.

En af de brancher, der ifølge Henriette Høyer har formået at udnytte mulighederne med internettet bedst, er rejsebranchen. 53 procent af de penge, danskerne brugte på nettet sidste år, gik således til rejser.

- Derudover fortsætter vi med at se, at mænd køber meget elektronik online, mens kvinder køber tøj, sko og kosmetik, siger Henriette Høyer.

I 2016 brugte danskerne 70,4 milliarder kroner på danske og udenlandske netbutikker. Det svarede til en stigning på 20 procent i forhold til 2015.

Henriette Høyer tror på, at man ville kunne se en lignende stigning fra 2016 til 2017, når Dibs laver sin endelige årsrapport i september.

De sidste fem år er danske netbutikkers omsætning steget med 70 procent.

Kilde: /Ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109