23948sdkhjf

Snedige tyve hiver cykler for knap en million gennem tag

En cykelhandler i Silkeborg har fået stjålet op mod 20 cykler, heriblandt cykelrytteren Peter Sagans OL-cykel.
En cykelhandler fra Silkeborg fik sig noget af en ærgerlig overraskelse, da han mødte ind på arbejde mandag morgen.

Han opdagede, at der var lavet et hul i taget, og væk var op mod 20 cykler til en samlet værdi på cirka 700.000 kroner.

Det skriver TV Midtvest.

- Det er pisseirriterende. Vi er stadig ved at gøre det hele op, men jeg tror, at der er stjålet mellem 16 og 20 cykler til en værdi på omkring 700.000 kroner, fortæller Peter Jakobsen, indehaver af BikeWorld i Silkeborg, til TV Midtvest.

Natten til mandag skar tyvene et hul i taget, og herfra har de hejst cyklerne op gennem hullet. Peter Jakobsen vurderer, at hullet er cirka 2 meter langt og 40 centimeter bredt.

- Det er simpelthen så professionelt. Jeg har aldrig set noget lignende. De har haft en kikkert nede, og de har virkelig været dygtige. De har savet udenom jernspærene, og de er gået uden om alarmerne.

- De har ikke en gang været nede i butikken selv, men bare stået på taget og hevet cyklerne op, siger Peter Jakobsen til TV Midtvest.

Gerningsmændene er på fri fod, men cykelhandleren har en teori om, hvem de kan være.

Det begyndte nemlig at pludselig at regne ind gennem taget for cirka en måned siden. Dengang lagde Peter Jakobsen ikke mere i det, men i dag kan han se sammenhængen.

- Samme dag havde jeg nogle mænd i butikken, som stod og kiggede op i loftet og generelt vakte mistanke, da de gik rundt. Så det er jo nok dem, der har lavet et prøvehul i taget, siger han.

De stjålne cykler er mountainbikes og specialdesignede cykler. Blandt andet har tyvene nuppet en orange racercykel, som den slovakiske verdensstjerne Peter Sagan har kørt på til OL.

Den menes at være cirka 80.000 kroner værd.

BikeWorld har udloddet en dusør på 10.000 kroner, hvis man ligger inde med oplysninger, der kan føre Midt- og Vestjyllands Politi på sporet af en opklaring.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406