23948sdkhjf

Arbejdstilsynet reagerer sjældent på psykisk arbejdsmiljø

Mindre end syv procent af Arbejdstilsynets reaktionerne drejer sig om psykisk arbejdsmiljø. EL og SF kræver handling fra beskæftigelsesministeren.
Arbejdstilsynet reagerer i langt højere grad på fysisk arbejdsmiljø end psykisk arbejdsmiljø.

Det viser nye tal fra tilsynet, skriver Avisen.dk .

Ud af et samlet antal reaktioner i 2016 på 24.904 udgjorde reaktioner om psykisk arbejdsmiljø 1.672, hvilket svarer til 6,7 procent.

Det skal ses i forhold til, at 25 procent af alle anmeldte erhvervssygdomme i 2016 handlede om psykiske arbejdsskader.

Kontorchef for Kontoret for Ergonomisk og Psykisk Arbejdsmiljø hos Arbejdstilsynet, Jane Hansen, siger, at antallet af reaktioner ikke skal ses som udtryk for, at indsatsen for det psykiske arbejdsmiljø bliver nedprioriteret.

- Men det er næsten altid langt mere kompliceret og tidskrævende at afdække det psykiske arbejdsmiljø, end det er på andre områder, siger Jane Hansen.

Enhedslisten og SF mener, at tallene understreger behovet for at nytænke indsatsen for det psykiske arbejdsmiljø. De vil have beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at tage hånd om problemet.

- Vi ønsker en bekendtgørelse på området, hvor man præciserer, hvad der menes med psykisk arbejdsmiljø, hvilke pligter der er for virksomhederne og hvilke muligheder Arbejdstilsynet har for at gribe ind over for arbejdsgiverne, siger Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl.

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen(V), henviser til, at psykisk og fysisk arbejdsmiljø har været sidestillet i arbejdsmiljøloven siden 2013.

- Når det er sagt, så er jeg som sådan ikke afvisende over for selve idéen om, at man kan lave en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, skriver Troels Lund Poulsen i en mail til Avisen.dk.

Han forklarer samtidig, at regeringen vil afvente en redegørelse fra et ekspertudvalg, der er nedsat for at se på hele arbejdsmiljøindsatsen. Redegørelsen forventes klar til næste år.

- Udvalget skal komme med anbefalinger til en ny forbedret indsats, fordi vi kan se, at det går den gale vej med blandt andet det psykiske arbejdsmiljø, står der i mailen fra Troels Lund Poulsen.

Det er regeringens målsætning, at andelen af beskæftigede, der er psykisk overbelastede, skal reduceres med 20 procent ved udgangen af 2020.

Hos SF hæfter beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, sig ved, at der gennem de seneste år er sket en eksplosion i antallet af sager om arbejdsrelaterede psykiske sygdomme. Samtidig faldt andelen af anerkendte sager sidste år til et rekordlavt niveau på 4,1 procent.

- Det udvalg er en syltekrukke. Udvalget skal slet ikke se på, hvordan vi får flere psykiske sygdomme anerkendt. Jeg synes hellere, at de skal se at komme i gang med at få løst problemerne, siger Karsten Hønge.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094